Vejr

Lørdagsvejret bliver flot og solrigt

Blå himmel, sne og frostvejr i det meste af landet.

Efter en iskold morgen med temperaturer under 18 graders frost, kan man lørdag nyde en solrig dansk vinterdag.

Store dele af landet er dækket af sne, og flere steder er isen på søerne nu så tyk, at der er åbnet for skøjteløb.

Og der bliver lørdag rig mulighed for at komme ud og nyde det danske vintervejr - når det er flottest.

Sol fra en skyfri himmel

Temperaturen er allerede i de tidlige formiddagstimer hastigt stigende, og i løbet af eftermiddagen vil termometrene rundt om i landet nå op omkring frysepunktet.

I den nordlige og østlige del af landet kan man få let tøvejr, mens dagsfrosten fortsætter i de sydlige egne.

Solen kommer til at skinne hele dagen fra en stort set skyfri himmel, og tilmed vil der være rolige vindforhold.

I den sydlige del af landet vil det være stort set vindstille, mens der kan komme lidt mere vind i de nordlige og østlige egne.

Endnu en kold nat i vente

I løbet af de sene eftermiddagstimer vil temperaturen atter falde hurtigt, så der i løbet af aftenen igen vil være temperaturer under 10 graders frost.

I løbet af natten til søndag og i de tidlige morgentimer vil temperaturen - ligesom de seneste kolde nætter - flere steder igen komme ned mellem 15 og 20 graders frost.

Den kolde søndag morgen efterfølges af endnu en solrig dag. Søndag vil blive endnu en flot vinterdag.