Vejr

Solrig fredag med tørvejr til hele landet

Efter en kold morgen med -20 grader stiger temperaturen til nær frysepunktet. Vejret kan nydes i fulde drag.

Efter en uge med snebyger mange steder, vil det i dag holde tørt med solskin til alle.

Morgenen er begyndt iskold med temperaturer mellem -10 og -20 grader i store dele af landet. I Horsens har temperauren endda været nede på -20,7 grader, hvilket gør det til den koldeste morgen i ni år.

En af årsagerne til den kolde morgen er klart vejr, og sådan fortsætter det dagen igennem. I løbet af formiddagen vil temperaturen efterhånden stige til varmere end -10 grader i hele landet.

I eftermiddag vil temperaturen toppe til mellem -1 og -4 grader, og vi får hermed det 6. døgn i træk med udelukkende frostvejr i hele landet. Nogle steder er det knap to uger siden, det sidst har været tøvejr.

Trods de lave temperaturer er der rig mulighed for at nyde vejret. Det fortsætter med at være solrigt, og i forhold til de foregående dage er der mindre vind.

Flere steder i landet er isen erklæret sikker, så der er mulighed for at stå på skøjter eller nyde sneen. Dog bør man sikre sig, at skiltene siger, at isen er sikker, inden man bevæger sig ud på sin lokale skøjtebane.

Weekenden fortætter med samme vejrtype som fredag med ekstremt kolde morgener og smukke solskinsdage.