Det er den koldeste morgen i ni år - et sted er der målt under minus 20 grader
Nogle steder er det knap to uger siden, det sidst har været tøvejr. Og først nu kulminerer frostvejret.
Natten til torsdag målte man den laveste temperatur i fire år med minus 13,9 grader, og allerede torsdag aften inden midnat var termometrene nede på minus 15 grader nogle steder i landet.
I løbet af natten er temperaturen faldet yderligere, og fredag morgen er der blevet målt minus 20,7 grader i Horsens mellem klokken 7 og 8.
Sidst, det har været så koldt i Danmark, var i februar 2012. 6. februar for ni år siden nåede temperaturen ned på minus 21,1 grader.
Det er i områder med sne, hvor det er koldest fredag morgen. I Jylland og på Fyn er det flere steder under minus 18 grader. Temperaturen kan fortsat falde frem til en time efter solopgang.
Optimale vilkår for kolde morgener
Det er en kombination af flere faktorer, der gør det så koldt om morgenen. Snedække virker som en isolator mod jordvarme. Det er klart vejr, hvilket kan sammenlignes med, at der ikke er nogen dyne på. Derudover er det selvfølgelig meget kold luft fra nordlige himmelstrøg, der er løbet ned over Danmark.
Den sidste vigtige faktor er svag vind. Det betyder, at luften i løbet af natten har afgivet varme til verdensrummet, uden bundluften er blevet udskiftet. Kold luft er tung luft. Det betyder, at den kan rulle ned i huller. Målestationen i Horsens er placeret på en måde, så den ofte er blandt de allerkoldeste i Danmark, når der er svage vindforhold.