Vejr

Snevejr påvirker trafikken

Sne og snefygning nær Bårse mellem Næstved og Tappernøje.

Hvad skete der? TV 2 fulgte vintervejrets udvikling - og hvilke konsekvenser det havde for trafikken.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Spørgsmål

Nicklas falk hansen :

Kære Tv 2 Vejret. Nu hvor snevejret kan ses på radaren Er man så mere sikker på, at der kommer 20 cm sne til Bornholm? PS: Jeg håber virkelig, der kommer sne eller vinter.

Svar:

Kære Nicklas. Vi elsker også sne, men vi har selvfølgelig også respekt for den. Når vi kigger på prognoserne er det en række modeller, der fremskriver vejret ud fra lufttryk, temperaturer, vindretninger og en masse andre målinger af det aktuelle vejr. Når vi så kigger på radaren, kan vi se, at vejret faktisk er ved at gøre som beregnet, og dermed bliver det også mere sandsynligt, at hele beregningen er rigtig. Hvis snevejret pludselig lå for langt mod syd i forhold til beregningerne, kunne det ændre på det hele. Der er 40 kilometer fra Hammeren til Dueodde, så et vejrsystem skal ikke flytte sig ret meget for at gå Bornholm helt forbi. Med venlig hilsen Jeppe Lykke Hansen, TV 2 Vejret. 

Vejdirektoratet: - Det har været en travl dag

Vejdirektoratet har mandag haft en "meget travl dag". Det oplyser vagthavende Ruben Bai-Madsen til TV 2.

- Det ser heldigvis mere roligt ud nu, lyder opdateringen fra Vejdirektoratet sent mandag aften.

Fra tirsdag morgen er der dog varsel om snefygning og snestorm i den sydlige del af landet - nærmere bestemt på Sydsjællnd, Lolland-Falster og Bornholm.

Derfor opfordres bilister til at køre hjemmefra i god tid og hold sig orienteriet via medierne om vejrsituationen, siger Ruben Bai-Madsen.

Spørgsmål

Mariann:

Jeg bor cirka fem km uden for Bylderup Bov, hvor vi kæmper med en massiv snefygning. Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kører længe før normalt, når jeg skal på arbejde i morgen. Kommer snestormen også til at ramme os?

Svar:

Det bliver formentlig ikke snestorm, men snefygning på landevejene er heller ikke at spøge med. God ide at køre i god tid. Selvom det ikke er en decideret snestorm, kan det sagtens give problemer i Sønderjylland alligevel. Med venlig hilsen Jeppe Lykke Hansen, TV 2 Vejet. 

Tanev: Lokale byger kan give op imod 20-25 centimeter sne

Sneen kommer ind fra Østersøen og Kattegat.

Der er fortsat snebyger over Midtjylland, hvor der flere steder faldet over fem centimeter sne. Mere sne kan være mere på vej i nat og i morgen tidlig.

Ved Østersøen er snevejret, der skal give snestorm i den sydøstlige del af landet, på vej mod Bornholm og Lolland-Falster.

I nat og i morgen tidlig vil der være sne eller snebyger over Lolland, Falster, Sydsjælland, Møn og Bornholm, samtidig med at vi har frisk til hård vind og frostvejr. Til sammen giver det stor risiko for snefygning.

Snevejret og snefygning vil kunne give trafikale problemer i alle de ramte områder, men også i Østjylland og trekantsområdet, hvor der kan drive byger ind fra Kattegat, skal man være opmærksom på risikoen for sneglatte veje.

- Det kan være svært at forudsige præcist, hvor meget sne der kommer. Det er dog ikke usædvanligt, at sådan en vejrsituation kan aflevere op til 20-25 centimeter helt lokalt, hvis bygerne kommer i striber og rammer samme område det meste af dagen, forklarer Peter Tanev, TV 2 Vejret.

Dansk Autohjælp og Falck er mandag rykket ud mere end 4200 gange

Snevejret har skabt problemer i den sydlige del af Danmark det meste af mandagen.

Kombinationen af snefygning og glatte veje har givet ekstra stor travlhed for Dansk Autohjælp og Falck, der har hjulpet bilister over det meste af landet.

Sammenlagt har de to firmaer haft mere end 4200 såkaldte assistanceer i løbet af dagen, hvor langt de fleste har haft noget med sne eller starthjælp at gøre.

Det oplyser Dansk Autohjælp og Falck til TV 2.

Snestormen nærmer sig Bornholm

Politiet fraråder al unødig udkørsel på Bornholm, hvor sneen allerede har sendt flere biler i grøften i løbet af dagen. I nat sætter snestormen ind. 

Snedriver skaber problemer

TV 2's udsendte reporter fortæller om store snedriver i Sønderjylland. Sne fra driverne fyger konstant ind over vejbanen. 

Uheld på motorvej spærrer spor

På E47, E55 Sydmotorvejen er der sket et uheld i nordgående retning ved Bregentved, oplyser Vejdirektoratet.

Det venstre spor er spærret på grund af en havareret bil Oprydningsarbejdet forventes tidligst overstået klokken 22.30, oplyser Vejdirektoratet.

Beredskabsstyrelsen gør klar til at hjælpe med snerydning

Beredskabsstyrelsen har klargjort flere såkaldte spidsplove, der kan hjælpe til flere steder i landet, hvis snevejret bliver voldsomt natten til tirsdag.

Det skriver den operative chef i Beredskabsstyrelsen, Lars Høg Schou, på Twitter.

Beredksabsstyrelsens køretøjer er klar til at hjælpe til både på Sydsjælland, Sønderjylland, Fyn, Møn, LollandFalster samt Bornholm.

Snevejret kan nu ses på radar

Snevejret bevæger sig op mod Bornholm.

Snevejret, der kan give snestorm til den sydøstlige del af landet, kan nu ses på radar. Snevejret bevæger sig mod nord i farvandet mellem Polen og Bornholm.

- Kigger vi på modellerne sammen med radaren, er der god overensstemmelse mellem det, vi forventede, og det vi ser. Det betyder, at vi lige nu regner med, at snestormen rammer i nat, og at det hovedsageligt bliver den sydøstlige del af landet, siger Peter Tanev, TV 2 Vejret.

Sneen fyger i Øst- og Midtjylland

Snebygerne, der har ramt Øst- og Midtjylland, har flere steder givet snemængder op til syv-otte centimeter. Vinden får sneen til at fyge.

Lastbil sad fast i sneen i Jylland

En lastbil sad fast i sneen ved Grejs nord for Vejle.

Den sydlige del af Jylland har i løbet af mandagen været ramt af sne og snefygning.

I Grejs nord for Vejle sad en lastbil fast i de massive snedriver i et par timer, inden den senere kom fri af snemasserne. 

Spørgsmål

Daniel:

Hej. Hvor stor sandsynlighed er der for at varslet om snestorm på Bornholm bliver til virkelighed. Taler vi 50 procents chance eller nærmere 100? Mvh. Daniel

Svar:

Hej Daniel. Det er svært at sætte helt præcise tal på. Der er forskellige prognoser, som meteorologerne kan veje op mod hinanden, og så er der også en lille, bitte smule ekspert-gefühl, der spiller ind. Men det er tættere på 50 procent end på 100. Med venlig hilsen Jeppe Lykke Hansen, TV 2 Vejret.  

Sneen rykker mod nord

TV 2 Vejret har udvidet varslet for snefygning til en større del af Jylland.

Varslet for snefygning har bredt sig, så det nu kun er det nordlige Jylland, der går fri. 

Varsel for snefygning udbredes til større dele af landet

TV 2 Vejret har mandag aften opgraderet varslet for snefygning, så det gælder en større del af Midtjylland.

- Varslet bliver opgraderet, da der her til aften er kommet flere områder med kraftige snebyger. Med den friske til hårde vind kan det give fygning mange steder, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret.

I forvejen er der melding om snefygning i Sønderjylland, på Fyn, det sydligste Sjælland, Lolland-Falster samt Bornholm.

Spørgsmål

Hanne Lauridsen:

Hej tv2 Hvornår indsætter man bæltekøretøjer? Det kan være en kæmpeudfordring at komme frem i hjemmeplejen ude i de små byer på vestkysten. Mvh. Hanne

Svar:

Hej Hanne. Indsættelse af bæltekøretøjer er lidt uden for TV 2 Vejrets mandat, men det vil under alle omstændigheder næppe blive relevant på Vestkysten. Snestormen går ind over Bornholm og det sydsjællandske område, og det skal formentlig strække sig over længere tid, hvis der skal sættes ind med bæltekøretøjer. Med venlig hilsen Jeppe Lykke Hansen, TV 2 Vejret. 

Uheld på motorvej - bil holder i midterrabatten

Der er sket et uheld på E20 Vestmotorvejen i vestgående retning mellem afkørsel Ringsted N og serviceanlæg Tuelsø. Det oplyser Vejdirektoratet.

Som følge af uheldet holder en bil i midterrabatten. Politiet og redningsmandskab er på vej til uheldsstedet.
 

Følg selv snevejret her

TV 2 Vejrets radar viser sneens vej hen over Danmark. Lige nu ligger sneen hen over Midt- og Østjylland.

Her falder sneen lige nu, og der er mere på vej. Du kan følge snebygerne her: https://vejr.tv2.dk/radar-fra-dmi-nedboer-i-danmark-lige-nu eller i TV 2 Vejrets app.

Bil kørt af vejen på Bornholm

Sne på Bornholm.

På Bornholm har kombinationen af blæst, sne og snefygning i løbet af dagen sendt flere biler i grøften.

Politiet fraråder al unødvendig udkørsel på øen efter mandag klokken 18.