Vejr

Pas på i trafikken - glatte veje, tåge og snebyger

Det udgør en farlig cocktail, når vejene er glatte, og udsynet er dårligt.

Efter en dag, der har givet lokale snebyger og en del skyer, byder mandag aften og natten til tirsdag på en delvist opklaring over hele landet. Der kan dog stadig være lokale snebyger over især Sjælland først på aftenen.

Kombinationen af lokale snebyger, temperaturer under frysepunktet og næsten ingen vind er tre gode gode grunde til at være ekstra opmærksom i trafikken - særligt tirsdag morgen. Det kan nemlig resultere i glatte veje og lav sigtbarhed.

Defintioner: Dis, tåge, rimtåge, iståge

Dis
Når sigtbarheden er mellem 1000 meter og 10 km

Tåge
Når sigtbarheden er under 1000 meter. Tågen består af bittesmå vanddråber der 'svæver' i luften og er principielt en sky, der hænger helt nede ved jordoverfladen

Tæt tåge
Ofte benyttet begreb når sigtbarheden er under 100 meter

Rimtåge
Består i modsætning til almindelig tåge af bittesmå underafkølede vanddråber ved lufttemperaturer under frysepunktet. Når vanddråberne kommer i kontakt med en fast overflade afsættes de som rim

Iståge
Består af bittesmå iskrystaller der 'svæver' i luften. Iståge er et meget sjældent fænomen i Danmark da den typisk kræver temperaturer under -20 grader

Havgus
Er 'almindelig' tåge, der dannes, når varm luft strømmer hen over et relativt køligt farvand. Fænomenet ses typisk i Danmark fra april til juni.
 

Svage vindforhold giver gode betingelser for tåge

Når temperaturen falder efter solnedgang, og der samtidig breder sig en opklaring, er der ingen skyer til at holde på varmen fra jordoverfladen.

Det betyder, at det kan blive adskillige minusgrader i nat. Samtidig er der svage vindforhold - og dermed ingen omrøring i luften - og det giver gode betingelser for, at der kan dannes tåge eller tågebanker. Tågen ser ud til særligt at kunne lægge sig over Jylland og Fyn henover natten og de tidlige morgentimer.

Frysende våde vejbaner og rimglatte veje

En sigtbarhed på 50-100 meter er i sig selv en udfordring for trafikanter, men dertil kommer, at vejbanerne i aften, i nat og i morgen tidlig kan være glatte.

Det kan nogle steder skyldes sne, men mere sandsynligt er det, at man kan støde på fænomenet "frysende våde vejbaner", som opstår, når eksempelvis sne er smeltet i løbet af dagen, men derefter fryser til is henover natten og dermed skaber en spejlglat overflade.

Der kan også være risiko for rimglatte veje. Det sker, hvis fugtigheden i luften sætter sig på vejbanerne og fryser til til is på asfalten. Det sker især i områder med rimtåge og er et scenarie, som også er en mulighed tirsdag morgen.

Temperaturer omkring eller under frysepunktet tirsdag

I løbet af tirsdag formiddag ventes tågen at gå i opløsning og herefter er der udsigt til en dag med en del sol, men med temperaturer, der nogen steder ikke kommer over frysepunktet.

Det bliver med andre ord flot, men også koldt i løbet af tirsdagen.