Vejr

Derfor bliver det isglat, selvom termometret viser plus

Pas på – du kan nemt blive snydt af frosne vejbaner.

Natten til lørdag var der flere glatføreulykker, selvom der kun blev målt frostvejr et eneste sted i Danmark. Men det er en helt klassisk situation med det vejr, vi har lige nu, lyder det fra meteorolog ved TV 2 VEJRET Andreas Nyholm.

- Der er stort set plusgrader alle steder, og de fleste er stået op til et termometer derhjemme og i bilen med måske tre-fire grader. Alligevel går det galt ude på vejene, siger han.

Og nej, vand fryser ikke ved plusgrader. Og jo, målestationerne måler rigtigt.

Forklaringen er en kombination af rolige vindforhold og relativt klart vejr.

Når der ikke er skyer til at holde på varmen, stråler varmen ud i rummet. Og det sker helt nede fra jorden. Når der så heller ikke er meget bevægelse i luften til at blande den kolde luft i bunden med den lidt varmere luft længere oppe, kan det nemt blive måske helt op til fire grader varmere få meter oppe i luften.

De officielle målestationer sidder alle i to meters højde, og derfor kan vi få en nat, hvor vejene er isglatte på trods af, at alle termometre er i plus.

- De fleste biler advarer om risiko for glat føre allerede ved to til fire graders varme, for det kan dække over frostvejr helt nede på vejbanen, fortæller Andreas Nyholm.

Selvom de officielle målinger viste plus, var der indiskutabelt under nul grader på på Henrik Skovs bil i Karup her til morgen.

Kun målestationen i Isenvad viste minus 0,2 grader lørdag morgen. Alle andre stationer viste fra 0,2 og helt op til 3,9 graders varme.

- Den gode nyhed er, at der ikke falder store mængder nedbør i den kommende tid. Den farligste nat var i nat med den regn, vi har haft de seneste dage, men vi skal under alle omstændigheder være forsigtige de næste par dage, så vi ikke bliver snydt af plusgrader i luften og frost i vejbanen, forklarer Andreas Nyholm.

Der vil være svage vindforhold og mulighed for klare nætter nogle dage ind i næste uge, og dermed kan situationen med officielle plusgrader og frosne vejbaner gentage sig.

På en stille klar nat kan temperaturen falde hurtigt nede ved jorden.