Vejr

Torsdag blev Danmark ramt af det kraftigste tordenvejr i januar i seks år

Det var et for årstiden kraftigt tordenvejr, der ramte dele af Jylland torsdag eftermiddag.

Torsdag bød på vejrmæssig dramatik flere steder i Danmark. Et dybt stormlavtryk i Nordsøen gav os kraftigt blæsevejr med vindstød, der på hele 32,2 meter per sekund nåede stærk storm.

Det var dog ikke kun kraftig blæst, der ramte landet torsdag.

I 'kølvandet' på lavtrykket drev adskillige kraftige byger ind over den sydlige halvdel af Jylland, og flere af bygerne var ledsagede af lyn.

Samlet set blev der registreret 95 lyn over dansk område torsdag, hvoraf 49 af de lyn ramte jorden som lynnedslag. Det er et ganske højt tal for en dag i januar, der sammen med december, februar og marts gennemsnitligt er de mest lynfattige måneder i Danmark.

Kraftigste januar-tordenvejr i seks år

At tordenvejrets styrke og omfang var usædvanligt for årstiden, vidner de mange lynnedslag om. De 49 lyn, der ramte Danmark torsdag, er mere end fire gange så mange lyn, der har været i januar siden 2016.

For at finde et større januar-tordenvejr end det, der ramte dele af Jylland torsdag, skal vi tilbage til januar 2015.

14. januar for seks år siden blev der registreret 109 lynnedslag over Danmark, og i løbet af hele måneden blev der registreret 291 lynnedslag fordelt over 11 dage.

Den mest tordenrige januar i Danmark var i 1993.