Vejr

Stormlavtryk i Nordsøen sender torsdag kraftigt blæst til hele Danmark

Ved Vestkysten kan man forvente forhøjet vandstand og vindstød af stærk storm.

Vejret føles for tiden meget mere efterårsagtigt end vinterligt, og den følelse forstærkes torsdag. Et stormlavtryk i Nordsøen vil især rase ved vestkysten, men også i Østdanmark vil man få vindstød af kulingstyrke.

Vindstød kan vælte træer.  Arkivfoto fra 9. februar 2020, hvor der flere steder blev målt vindstød af stærk storm nær Vestkysten.

Den voldsomme blæst vil betyde forhøjet vandstand i Vadehavet og langs vestkysten. Vandstanden i Vadehavet ventes at kulminere med cirka 2,5 meter over det normale tidligt torsdag aften.

Der er risiko for, at træer vil vælte, og trampoliner kan få en flyvetur.

Vejrkort torsdag morgen. Et Lavtryk med regulær storm syd for lavtrykscenteret,  sender en koldfront ind over Danmark fra vest. Ved Vestkysten kan der komme vindstød af stærk storm.

Blæsten tiltager hele torsdagen

Torsdag morgen og formiddag vil en koldfront passere Danmark fra vest, og særligt på bagsiden af koldfronten kommer der kraftige vindstød.

Prognose af vindstød torsdag middag.

Ovenstående grafik viser stormstød ved Vadehavet og Vestkysten torsdag middag. I resten af landet vil det også være blæsende med vindstød af kulingstyrke.

Prognose af vindstød torsdag aften.

Vindstød af stærk storm torsdag aften

Vinden kulminerer torsdag aften, hvor der ved vestkysten nord for Ringkøbing Fjord og i kystområder nær Jammerbugten ventes vindstød af stærk storm. De kraftigste vindstød ventes at blive registreret ved målestationer i Hanstholm og Hirtshals.

Trampolin på afveje under stormen Laura i marts 2020. Her blev der målt orkanstød ved Vestkysten.