Vejr

Her falder sneen - og der er mere på vej

Samtidig falder temperaturen i hele landet.

Onsdag bliver mere og mere vinterlig, som tiden går. Et lavtryk udvikles på sin vej henover Danmark, og i den forbindelse falder der nedbør, der efterhånden går mere og mere over i sne.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Onsdag formiddag har det sneet flere steder i Jylland og i Nordsjælland, hvor man har fået op til fire centimeter sne.

Sneen falder de fleste steder som tøsne, der lægger sig på jorden, men efterhånden som temperaturen falder, kan en del af sneen falde som regulær frostsne, der lokalt kan fyge.

Snedække i Fovlum i Himmerland.

I den sydøstlige del af landet er temperaturerne fortsat for høje til, at nedbøren falder som sne - og i denne del af landet falder nedbøren som regn og slud.

Sne og kulde breder sig til en større del af landet

Lavtrykket, der giver os det vinterlige vejr, bevæger sig mod syd i dagens løb, og i den forbindelse 'trækkes' kold luft fra nordøst nedover Danmark. Det giver faldende temperaturer dagen igennem, og nedbør, der efterhånden vil falde som sne langt de fleste steder.

Temperaturer klokken 12 onsdag middag.

Onsdag klokken 11 er der temperaturer under frysepunktet i Nordjylland, og denne frostgrænse vil rykke sydligere dagen igennem, i takt med at den kolde luft breder sig til en større del af landet.

Prognoserne viser netop nu, at der kan falde op til 10 centimeter sne på Sjælland. Det er dog meget usikkert, hvor de største mængder sne vil falde - og hvor meget, der vil falde.

Samtidigt frisker vinden kraftigt op, og i eftermiddagstimerne kan middelvinden over den sydlige del af Kattegat og nordlige del af Storebælt nå hård kuling med vindstød af stormstyrke.

Samlede snemængder frem til onsdag aften klokken 23. Lokalt kan der falde 7-10 centimeter på Sjælland.

Indtil klokken 11 har der været vindstød af stormstyrke ved Blåvandshuk med 27,2 meter per sekund, og storm begynder ved 24,5 meter per sekund.

Natten til torsdag vil vinden langsomt aftage, men det bliver gradvist endnu koldere.