Vejr

Voldsomme snemængder på vej til Alperne

De kommende dage vil der falde over en meter sne i Alperne, hvilket skaber øget risiko for lavineulykker.

Mandag aften byder på regn og rusk i Danmark, som en koldfront skal passere landet. Fronten fortsætter mod syd, og når den når Alperne, vil det betyde langvarigt kraftigt snefald.

Prognose af snefald fra tirsdag morgen til onsdag middag.

Koldfronten vil fra tirsdag middag og et døgn frem give voldsomme mængder sne på især nordvendte bjergskråninger. Ovenstående prognosekort viser, at man i Frankrig og Schweiz kan få over en halv meter sne fra fronten.

Vejrkort tirsdag aften. Koldfronten der mandag aften rammer Danmark giver langvarigt kraftigt snefald over Alperne.

Ovenstående vejrkort viser koldfronten over Alperne med efterfølgende kold luft fra nordvest. Den kolde luft fra Nordsøen giver ikke ret meget nedbør over kontinentet, før luften når til Alperne. Her tvinger Alperne luften til vejrs, så den afkøles og dermed ikke kan indeholde lige så meget vanddamp.

Det får luften til at skabe kraftige bygeskyer, som giver det samme område langvarigt snefald.

Prognose af snefald fra onsdag middag til torsdag aften.

Bemærk, at snebygerne i koldluften giver sne de samme steder, som koldfronten har gjort – men i endnu større mængder. Der vil stedvis komme yderligere over en meter sne fra onsdag middag til torsdag aften.

Arkivfoto fra 15. januar 2019 i Ramsau am Dachstein. En lavine er braget igennem vinduerne.

Det vil give snekaos mange steder i de nordvestlige Alper. Selvom skiløberne er få i denne covid-19 tid, så kan de store snemængder alligevel få stor betydning for området. Lavinerne i skiterrænnet er måske nok af mindre betydning, men veje, huse og bjergbyer kan være truet.