Vejr

Grækerne tager til stranden, mens Spanien drukner i sne

Der er enorme temperaturforskelle i Sydeuropa lige nu.

Mens spanierne for øjeblikket døjer med snestorm og ekstreme kuldegrader, hygger grækerne sig på stranden.

I Athen er vejret som en dansk sommerdag.

I den græske hovedstad er temperaturen 23 grader, og på Kreta er temperaturen helt oppe på 26 grader. Det er omkring 15 grader varmere end normalt.

Uofficielle målinger viser endda endnu højere temperaturer. I videoen til denne artikel ses et termometer helt oppe på 31 grader.

Det er dog ikke unormalt, at lokale termometre kan vise markant højere temperaturer end de officielle målinger.

Det ses også i Danmark og kan blandt andet skyldes direkte sol og varmeudstråling fra bygninger, asfalt og fliser.

Søndagstræning på stranden ved Athen.

Den græske varme kommer med luftmasser fra det afrikanske kontinent. Med luftmasserne følger også støv, der tydeligt kan ses i de athenske gader.

Den normale temperatur for denne årstid ligger fra omkring 0 til 10 grader, alt efter området i Grækenland.

- Vejret driver os til vanvid. I Spanien ser vi sne, kulde og katastrofer, mens vi her har dejlige dage med solskin, siger den græske strandgæst Pavlos Vlachos til Reuters.

I Madrid er der ikke mange, der går i badetøj, ligesom man ser det i Athen.

Spanien oplever i disse dage de værste snefald i 50 år. Det er et uvejr, der indtil videre har kostet mindst fire mennesker livet.

Og der er efter spanske forhold hård frost forude.

I de kommende dage kan spanierne få ned under 10 minusgrader. Dermed bliver temperaturspændet på tværs af Sydeuropa over 30 grader.

Grækerne er underlagt restriktioner, der varer mindst til 18. januar.

Grækerne er foreløbigt underlagt coronarestriktioner indtil 18. januar, og politiet patruljerer strandene for at sikre, at restriktionerne overholdes.

Den 65-årige Kyriakos Pitoulis er bekymret over klimaet, men glæder sig også over varmen, som ifølge ham gør restriktionerne nemmere at bære.

- Det er ikke normalt. Sidste år var det koldt ved denne tid, siger han til Reuters, og fortsætter:

- På den anden side hjælper det lidt. Folk er pakket sammen derhjemme og vil gerne ud og dampe lidt af. Man kan ikke sidde hjemme hele tiden.

Søndag var det så varmt, at mange grækere valgte at tage til stranden og bade.

Grækenland har kun to gange tidligere haft så høje temperaturer i januar inden for de seneste 50 år. I 1987 og 2010.

Ligesom mange andre lande kan Grækenland notere et stigende antal hændelser med ekstremt vejr.

I maj var landet ramt af en rekordvarm hedebølge, mens Kreta i oktober var plaget af oversvømmelser som følge af den kraftigste målte nedbør i 111 år.

De meget høje temperaturer forventes at aftage i løbet af ugen.