Vejr

Lørdag med både sol og snebyger

Mange steder vil man opleve ganske pænt vejr lørdag.

Efter et par vinterlige dage, der har budt på både sne, slud og regn flere steder, er der lørdag mulighed for også at nyde januar-solen lidt.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Det lavtryk, der siden onsdag har påvirket vejret over Danmark, og i større eller mindre grad også givet os sne, er ved at gå i sig selv, og mere tør luft strømmer nu ned over os fra nord og nordøst.

Det giver efterhånden plads til solskin flere steder, og selvom det ikke bliver sol fra en skyfri himmel, er skydækket væsentligt 'tyndere', så der generelt slipper mere lys ned til overfladen.

Lørdag kommer der sol flere steder, men der kan fortsat være enkelte byger - både med sne, slud og regn.

Mulighed for enkelte sne-, slud- og regnbyger

Det vil dog ikke blive tørvejr i hele landet, og der er mulighed for, at der dagen igennem kan komme enkelte sne-, slud- og regnbyger. Det er primært over Bornholm og i Østersøområdet, at nedbøren vil falde som regn. I resten af landet vil størstedelen af den nedbør, der kan komme, falde som sne og slud.

Temperaturerne når lørdag op mellem frysepunktet og fire graders varme, hvor de højeste temperaturer - som sagt - vil være at finde på Bornholm, hvor Østersøens lune vand opvarmer luften.

Snedybder lørdag morgen.

Enkelte steder i landet ligger der fortsat sne, og målinger fra DMI viser, at den største snedybde lørdag morgen er på Læsø, hvor der ligger syv centimeter sne. Herefter følger Kettinge nær Hillerød i Nordsjælland, hvor der ligger fem centimeter sne.