Markant varmerekord for Europa, mens 2020 globalt blev næstvarmeste år nogensinde
Europa slog i 2020 varmerekorden fra 2019, og de fem varmeste år er alle målt siden 2014.
Vi lever i en tid, hvor det bliver varmere og varmere, og særligt i Europa svedte man usædvanligt meget i 2020.
Middeltemperaturen i Europa for hele året endte med at blive 1,63 grader højere end gennemsnittet for perioden 1981-2010.
Det er en meget markant rekord, som er 0,39 grader varmere end den tidligere rekord fra 2019. De fem varmeste år registreret i Europa har alle været siden 2014.
Ovenstående grafik viser tydeligt, at det er blevet varmere de seneste årtier, selvom der er årlige variationer. Globalt er temperaturen siden slutningen af halvfjerdserne steget med knap 0,2 grader per årti.
Eigil Kaas, der er professor i meteorologi og klima fra Niels Bohr Instituttet, finder tallene bekymrende.
- Det er alarmerende, at den globale temperatur stiger så hurtigt. Det globale energiforbrug er næsten stagneret, men CO2-niveauet vokser fortsat hurtigere og hurtigere. Det kan direkte aflæses på temperaturerne, som tiden går.
Meget tæt på global varmerekord trods La Niña
Globalt set blev 2020 det næstvarmeste år nogensinde registreret – kun overgået af 2016. Og det var så tæt på en tangering, som det næsten kan blive.
I udregninger med mange decimaler endte 2020 globalt med at blive 0,6238 grader varmere end gennemsnittet fra 1981 til 2010. Det er sølle 0,0075 grader "koldere" end i 2016. Udregningerne er lavet af Copernicus.
Det er bemærkelsesværdigt, at 2020 næsten tangerede rekorden. Det har været et såkaldt "La Niña-år", hvilket har en afkølende effekt på den globale temperatur.
I 2016 havde vi et såkaldt "El Niño-år", hvilket dengang var medvirkende til ny global varmerekord. I 1998 havde man også et kraftigt El Niño-år, og dengang betød det, at der gik syv år, før man igen fik ny global varmerekord.
- Vi ved, at en El Niño eller La Niña kan betyde tiendedele grader i henholdsvis varmere og koldere global temperatur. Når vi, på trods af en La Niña, får det varmere end de foregående år, og næsten lige så varmt som 2016, så går det stærkt siger Eigil Kaas.
Parisaftalen svær at opfylde
I 2015 indgik verdens lande en aftale, som bliver kaldt Paris-aftalen. 195 lande underskrev en aftale, som trådte i kraft i 2020. Her forpligtede landene sig til at modvirke den globale opvarmning ved grøn omstilling. Formålet er at stræbe mod en temperaturstigning på kun halvanden grader og undgå en temperaturstigning på over to grader i forhold til det præindustrielle niveau. I 2020 endte middeltemperaturen 1,25 grader over det præindustrielle niveau.
- Man kunne håbe, at et aftagende CO2-udslip fra transport med mere som følge af covid-19, ville hjælpe på klimaet, men vi ser en fortsat accelererende vækst i både CO2-koncentrationen i atmosfæren, samt stigende temperaturer. Der skal markante tiltag til, hvis parisaftalen skal opfyldes, slutter Eigil Kaas.
Danmark også tæt på varmerekord
I Danmark endte 2020 som det næstvarmeste år målt siden 1874, hvor målingerne begyndte. Middeltemperaturen endte på 9,8 grader, hvilket er 0,2 grader under rekorden fra 2014.