Vejr

I lille grønlandsk by er den hvide jul 100 procent garanteret

Mens det endnu er usikkert, om vi får hvid jul på vores breddegrader, er det anderledes sneklædt i TV 2 VEJRETS julevenskabsby, Uummannaq.

Det er ti år siden, at vi i Danmark har haft en landsdækkende hvid jul, og mens vi stadig venter i spænding på, om julen i år kan blive sneklædt, er der ét sted i det danske kongerige, hvor den allerede er garanteret.

400 kilometer nord for Polarcirklen ligger nemlig en 12 kvadratkilometer stor ø med en lille by på ved navn Uummannaq. Denne by har TV 2 VEJRET udnævnt til julevenskabsby i år. Hver dag i vejrudsigten bringer vi et billede eller en video fra byen, som på denne tid af året står klædt i hvidt og med frostgrader døgnet rundt.

Et af årets sidste fragtskibe ses her lægge til. Fra januar til maj kan skibene vanskeligt lægge til i fjorden på grund af is.

Tim Dyrholm Arnoldi er skoleinspektør i byen og forsyner TV 2 VEJRET med billeder fra den lille by, som har 1400 indbyggere. Tim Arnoldi har boet i Uummannaq i sammenlagt 13 år:

- Enten får man Grønland i blodet eller ej – og jeg fik det i blodet, da jeg var her første gang tilbage i 1988. Her kender alle hinanden, og det er enormt trygt, samtidig med at du har en stor, vild natur lige rundt om hjørnet, fortæller han.

Uummannaq betyder "hjerteformet fjeld" og hentyder det fjeld, som ses på billedet her, der ligger tæt på bygden.

Hjerteformet fjeld og en særlig postkasse

Navnet Ummannaq betyder "hjerteformet fjeld", og hentyder til et karakteristisk fjeld, som ligger tæt på byen, og som fangere igennem årtier har brugt til at navigere efter. Fiskeri er nemlig et af de bærende erhverv i byen. Lige nu er det narhvalfangst, som er i fokus, for netop narhval er en del af julemenuen 24. december.

Men fjeldet er ikke byens eneste vartegn. En gammel stenkirke fra 1935 står centralt placeret i byen og er Grønlands eneste bevarede stenkirke.

Foran den er julestemningen intakt med tændt juletræ - og ikke mindst en stor postkasse placeret tæt på. Denne postkasse tilhører Julemanden, og hvert år modtager han op mod 10.000 breve fra hele verden.

- På skolen hjælper eleverne og jeg julemanden med at læse brevene igennem, og han modtager alt fra legetøjskataloger, til sutter til ønsker om et godt liv og et sundt helbred. Det er meget givende at læse, fortæller Tim Dyrholm Arnoldi.

Julemandens postkasse er placeret i Uummannaq, og der er god plads til breve fra nær og fjern.

Snedriver på op til tre meter

Når man bor i Uummannaq behøver man ikke at sætte et hvidjulsbarometer. Det står nemlig automatisk på 100 procent. Fra omkring oktober til starten af foråret, er der nemlig sne og frost døgnet rundt i byen. Nogle gange så meget sne, at det kan være svært at komme frem:

- De sidste par dage er der faldet så meget sne, at bybussen eller taxaer ikke kan køre. Så bliver børnene kørt i skole på en snescooter af deres forældre, fortæller skoleinspektøren.

I Uummannaq kan vinteren byde på frostgrader på ned til minus 20, og så er der kun en smule lys et par timer midt på dagen. Solen kommer nemlig - så langt mod nord - aldrig over horisonten på denne tid af året.