Vejr

Typisk decembervejr på årets første vinterdag

Dagen begynder våd, men efterhånden bliver det tørvejr i hele landet.

Optakten til 1. december har været lovende med snefald de seneste tre dage. Alligevel får vi ingen hvide overflader på årets første vinterdag – men i stedet våd nedbør.

Radar og observationer.

Der er let regn og finregn mange steder i morgentimerne, men det bliver mindre og mindre. Årsagen er et lavtryk, som langsomt trækker væk fra Danmark mod syd. Allerede ved nitiden vil det være tørt de fleste steder, men som man kan se af nedenstående grafik, vil der endnu stedvis komme regn. Lige før du skal ud af døren, kan du her se, hvor det regner netop nu.

Prognose klokken 9.

I eftermiddag vil det holde tørt de fleste steder, men det kan ikke afvises, at der stedvis kan komme lidt finregn. Temperaturen placerer sig omkring 5 grader, og skyerne vil fortsat dække for solen. December er sammen med januar den måned med mindst sol. Normalt bliver det til 43 timer, hvilket svarer til under halvanden time dagligt.

Prognose klokken 14.

Selvom skyerne generelt dominerer, kan der lokalt gå huller i skydækket. På grafikken kan man se mindre åbninger i skydækket, og i aftentimerne er der mulighed for opklaring i nordvest.

Prognose klokken 20.

Lavtrykket, der er årsagen til dagens vejr i Danmark, er mere gavmildt med julestemning syd for Danmark. Især i Alperne vil det sne, og mange steder kan man forvente 20 centimeter nysne.

Vejrkort 1. december. Lavtrykket, der giver regn i Danmark, vil sørge for sne flere steder og mange centimeter til Alperne.