Her er der størst chance for solskin onsdag
Det vil samtidig holde tørt i hele landet.
Efter en tirsdag, der var grå og våd mange steder i Danmark, så venter der nu en onsdag, der kan byde på lidt sol hist og her.
Selvom solen langt fra vil skinne fra en skyfri himmel, så vil man opleve vejret væsentligt mere lyst, end tilfældet var det tirsdag.
Fronterne, der tirsdag gav os regn, er nu langt fra Danmark, og samtidigt er det en anelse mere tør luft, der onsdag strømmer op over Danmark fra sydvest.
I dagens løb kan der derfor være kig til solen flere steder, især over den sydøstlige del af landet, hvor solen måske kan skinne i mere sammenhængende perioder.
Det er fortsat mild luft, der blæser op til os, så temperaturerne kan nå 10-11 grader, hvor det bliver varmest.
De højeste temperaturer vil man opleve i den vestlige del af Jylland, mens det bliver et par grader køligere i den sydøstlige del af landet.
Her har luften bevæget sig op over det europæiske kontinent, hvilket har en afkølende effekt på denne tid af året. Derfor når temperaturerne på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm ikke meget over syv-otte grader, hvilket dog fortsat er varmere end det normale for årstiden.
Dagen igennem vil vinden være let til frisk fra sydvest, men i perioder - og især langs vestvendte kyster, kan den blive op til hård.