Vejr

Grå og diset tirsdag - her falder regnen

Efterhånden vil det dog holde mest tørt.

Efter en mandag, der bød på solskin mange steder i Danmark, er tirsdag startet tilsvarende grå, diset og regnfuld flere steder.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Tirsdag morgen falder regnen mestendels over den nord- og østlige del af landet, mens det efterhånden er blevet opholdsvejr i den vestlige del af landet.

Regnvejret, der har passeret Danmark i nat, og som befinder sig over den nordøstlige del af landet tirsdag morgen, skyldes en varmfront.

Tirsdag formiddag klokken 9 vil der være regn af og til over den nordøstlige del af landet.

På bagsiden (efter, at fronten har passeret, red.) af varmfronten, befinder man sig i varmsektoren, som er et område, hvor luften er relativt mild. På denne tid af året er vejret i varmsektoren ofte lig med mildt, diset gråvejr, hvor der også kan falde finregn af og til.

Det bliver netop den slags vejr, vi vil opleve størstedelen af dagen, selvom det også i perioder vil holde helt tørt. Helt lokalt kan der være mulighed for enkelte kig til solen i dagens løb, men det bliver i givet fald kortvarigt og kun enkelte steder.

Tirsdag eftermiddag vil det efterhånden være overvejende tørt, men der kan komme finregn i perioder. Helt lokalt kan der måske være enkelte solstrejf.

Selvom temperaturerne kan nå 10-11 grader som det højeste, vil det igen føles koldere, da vinden fortsat vil være frisk til hård fra sydvest. Det milde vejr fortsætter til og med torsdag, inden lidt koldere luft for en stund finder vej frem til Danmark i weekenden.