Vejr

Lidt varmere lørdag - men vinden vil tage meget af fornøjelsen

Der kommer ikke mange huller i skydækket i løbet af dagen.  Pia Schwartz / Seerbillede

To fronter på hen over Danmark kommer til at præge lørdag, der vil føles koldere, end den er.

Selvom lørdag bliver lidt mildere i temperaturerne, gør blæsten, at det ikke vil føles meget varmere. Først når blæsten lægger sig i de kommende dage, vil vi få rigtig gavn af varmen.

- Generelt bliver det en grå dag. Det bliver koldt, og der vil være lidt regn i perioder, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir.

Fredag startede dagen flere steder med temperaturer under frysepunktet, mens det i dag er helt oppe på fem til otte grader. Vinden får det bare til at føles koldere.

I den østlige del af landet kan det føles som helt ned til nul grader, selvom termometrene står en del højere.

I løbet af dagen bliver det op til 10 til 11 grader, men vinden vil fortsat få det til at føles koldere.

Det vil regne lidt i perioder, men det bliver ikke en silende dag, hvor du ikke kan undgå at blive våd. Akkumuleret regn frem til lørdag aften.

- Vinden kommer ind fra sydvest, og nogle steder har op til kuling og enkelte steder endda op til hård kuling her til morgen, siger Lone Seir.

På Bornholm kan der i aften være risiko for vindstød helt op til stormstyrke.

På Bornholm kan der komme vindstød af stormstyrke.

Lørdagens vejr bliver dikteret af to fronter, der skal ind over Danmark. En varmfront tæt fulgt af en koldfront.

Mellem fronterne er der en lille chance for, at solen kigger frem, og når koldfronten har passeret, er der også mulighed for, at solen når at kigge frem i det nordvestlige Danmark inden solnedgang omkring klokken 16.

En koldfront bevæger sig hurtigere end en varmfront. Derfor er de tæt på at klappe sammen hen over Danmark.