Vejr

Gammel tropisk storm giver Danmark vindstød af stormstyrke - og koldere vejr

Blæsende og koldere vejr mod Danmark. (Arkivfoto). CLAUS FISKER / Scanpix

Vi får kraftig blæst og et markant temperaturfald, når en koldfront torsdag passerer Danmark.

Når man torsdag morgen står op, vil det være blæsende og fortsat lunt efterårsvejr i store dele af landet.

Det kan dog være en god idé at tage både hue og handsker med sig, for i løbet af dagen blæser kold luft ned over Danmark, så temperaturen allerede torsdag eftermiddag vil ligge på blot tre til fire graders varme.

Omslaget til det koldere vejr kommer i forbindelse med resterne af den tidligere tropiske orkan Eta, der i nat bevæger sig nord om Danmark og torsdag sender en koldfront ned over os.

Vejrkort for onsdag klokken 13.

Eta har givet os varme - og kommer nu med kulde

Onsdag lå den gamle orkan Eta over Skotland, mens usædvanlig varm luft for årstiden strømmer frem mod Danmark fra sydvest.

Den varme gav os natten til onsdag den varmeste nat registeret i Danmark så sent på året.

Nord for resterne af Eta strømmer kold polarluft samtidig mod syd. Den kolde luft er onsdag nået frem til Island, Færøerne og det nordvestlige Norge, og når Eta har passeret Danmark strømmer den kolde luft uhindret ned over os fra nord.

Eta har været lang tid undervejs. Den blev allerede dannet sidst i oktober, og den har på sin vej ramt Nicaragua som en kategori-4 orkan for efterfølgende både at have passeret Cuba og ramt Florida to gange, inden den i fredags mistede sin status af at være en tropisk storm.

Siden da har den bevæget sig over Atlanterhavet, og er nu med både blæst og et mindre kuldefrembrud på vej lige nord om Danmark.

Etas bane siden den blev dannet 31. oktober

Blæsende og lunt fra morgenstunden

Det markante vejromslag får vi i første omgang at mærke i form af blæsende vejr.

I løbet af natten tiltager vinden med op til hård vind til kuling fra sydvest i hele landet, og torsdag morgen vil der især i Nordjylland være risiko for vindstød af stormstyrke.

Prognose: Vindstød torsdag klokken 7.

Den kraftige sydvestenvind giver i morgentimerne fortsat lunt vejr for årstiden med temperaturer mellem otte og ti grader, men i løbet af formiddagen bevæger koldfronten sig ned over Danmark fra nord.

I den forbindelse kommer der regn, der skal passere landet i løbet af torsdagen.

Vejrkort torsdag morgen klokken 6.

Vil føles som frostvejr

Efter koldfronten er passeret skal man til at finde hue og handsker frem.

Temperaturen vil hurtigt falde til mellem blot tre til fem grader, når vinden drejer mod nordvest, og den kolde polarluft blæser ned over Danmark.

Den kraftige blæst betyder, at den følte temperatur (windchillfaktoren) vil være endnu lavere, og torsdag eftermiddag vil det i store dele af landet føles, som var det et par minusgrader.

Vejrkort torsdag klokken 16.

Temperaturfaldet vil først kunne opleves i den nordlige del af Jylland, men allerede torsdag eftermiddag vil den kolde luft være nede over hele Danmark.

Forhøjet vandstand i Kattegat

Når koldfronten passerer, vil det fortsat blæse med op til kulingstyrke - nu fra nordvest - og i Nordjylland er der frem til torsdag aften stadig risiko for vindstød af stormstyrke.

Det blæsende vejr fra nordvest betyder, at vinden vil komme til at blæse stort set på tværs af både Storebæltsbroen og Øresundsbroen, hvor der i eftermiddags- og aftentimerne må forventes restriktioner for vindfølsomme køretøjer.

Den kraftige blæst giver torsdag aften og natten til fredag desuden forhøjet vandstand i den sydlige del af Kattegat, når nordvestensvinden presser store mængder vand ned nordfra.

Langs kysterne i det østlige Jylland, på Nordfyn og i Nordsjælland samt i Isefjorden kan vandstanden nå mere end en meter over dagligt vande.

Helt lokalt kan der falde sne

Natten til fredag vil den kolde luft fortsætte med at blæse ned over Danmark, og byger dannet over Nordsøen kan i nattetimerne få de første snefnug i dette vinterhalvår til at dale.

Med temperaturer lige over frysepunktet vil de fleste fnug smelte, når de rammer jorden, men lokalt kan sneen ganske kortvarigt lægge sig.

Vejrkort for torsdag klokken 18.

Det vil især være på højdedrag i Jylland og i Nordsjælland, man i nattetimerne er der en lille mulighed for at se vinterhalvårets første sne.

De fleste steder vil bygerne dog falde som slud eller tøsne.

Kun kortvarig kulde

Inden alt vintertøjet tages frem fra klædeskabet, kommer den kolde luft kun på et kort visit.

Allerede i løbet af natten til lørdag vil fronter fra vest atter sende lunere luft ind over os.

Herefter er der atter udsigt til relativt lunt vejr for årstiden.