Vejr

Regn af stjerneskud over Danmark i nat

Hvis du vil se stjerneskud, er det en god idé at kigge op mod himlen mandag aften og nat, siger TV 2-meteorolog.

Hver november måned sørger meteorsværmen Leoniderne for hundredvis af stjerneskud på himlen.

I år kulminerer det mandag og tirsdag med op til 15 stjerneskud i timen.

Det fortæller meteorolog ved TV 2 VEJRET Sebastian Pelt.

- Der er meget stor forskel på, hvor mange stjerneskud Leoniderne leverer fra år til år. I de mest voldsomme år kan der komme op mod 50.000 stjerneskud i timen, hvilket er et spektakulært skue. Det forventes dog først at ske igen om 79 år, siger Sebastian Pelt.

I år må vi derfor nøjes med mindre. Men går man en tur på en times tid, kan man godt regne med at se op til flere stjerneskud.

Hold øje med vejrudsigten

Vil man ud at se stjerneskud, skal man dog trække i overtøjet mandag - jo før desto bedre.

- Forholdene for at se stjerneskuddene er ikke helt optimale. Det vejr, vi har haft i dag - hvor der skiftevis er byger, perioder med skyer og derefter klart vejr - fortsætter nemlig i aften og i nat, siger Sebastian Pelt.

- Men hvis man er ude et stykke tid, skal man nok få øje på stjernehimlen, siger han.

I løbet af natten kommer der flere og flere skyer fra vest, og de vil formentlig skærme for stjerneskuddene tirsdag, advarer han.

Kometstumper giver stjerneskud

De mange stjerneskud i november kommer, fordi Jorden passerer halen af kometen Temple-Tuttle.

- Kometer drysser småsten af sig, og når Jorden passerer tæt på en bane, hvor der har været en komet, så ryger Jorden ind i en sky af småsten, og så får vi særligt mange stjerneskud, siger Sebastian Pelt.

Langt hovedparten af kometstumperne er ganske små – faktisk langt mindre end en centimeter.

Alligevel er de små partikler i stand til at frembringe spor på nattehimlen, der, på grund af meget høj fart, lyser så meget, at de er synlige med det blotte øje nede fra Jordens overflade.

De fleste stjerneskud ses i retning af stjernebilledet Løven. Det er også derfra, sværmen har fået sit navn - fordi den kommer fra et punkt midt i stjernebilledet Løven - eller Leo på latin.

Gode råd til stjernekiggere

  1. Find et mørkt sted

    Opsøg et mørkt sted væk fra byens lys.

  2. Vær tålmodig

    Selv om vejret er godt, og der er mange stjerneskud på himlen, kommer de normalt ikke i en jævn strøm. Der kan sagtens være adskillige minutter, hvor man ikke ser noget, og heldige øjeblikke, hvor der kommer flere på bare et minut.

  3. Tag varmt tøj på

    Det kan være godt at ligge ned på Jorden og kigge op mod himlen. På den måde kan du se et større udsnit af himlen. Men det kan også være koldt, så klæd dig godt på.