Vores jord

Joe Biden som præsident giver nyt håb for klimaet

Den arktiske havis har bedre chancer for at overleve med Biden som præsident. Bj Kirschhoffer / Ritzau Scanpix

USA's genindtrædelse i Paris-aftalen kan betyde målbare effekter i år 2100.

Joe Biden er USA's nye præsident fra 20. januar 2021.

Der er lagt mange planer, men det der nok kommer til at betyde mest for verden, er de tiltag, der bliver indført på klimaområdet.

Joe Biden har allerede meldt sin grønne agenda ud, og organisationen Climate Action Tracker har beregnet, hvad Bidens agenda kommer til at betyde i tørre tal.

Når USA igen indtræder i Paris-aftalen, vil det medføre reduktioner svarende til cirka 75 gigaton CO2-ækvivalent. Skal man skrive tallet ud, er det 75.000.000.000 tons CO2, at USA vil undlade at udlede ved at træde ind i Paris-aftalen.

Det er så stor en reduktion, at det ifølge Climate Action Tracker i sig selv vil medføre en 0,1 grader lavere temperatur i år 2100 i forhold til den globale opvarmning.

0,1 grader lyder måske ikke af meget, men på nordlige breddegrader er effekten af den globale opvarmning markant kraftigere. I Danmark går temperaturstigningen for eksempel cirka dobbelt så hurtigt, så hver en lille ændring har stor betydning.

Kina har nu også bindende mål

USA er den næststørste udleder af klimaskadelige gasser, mens Kina klart er den største. Derfor var det meget betydningsfuldt, at Kina meldte ud, at de vil være CO2-neutrale i 2060.

Kombinationen af, at USA og Kina har bindende mål for CO2-reduktioner, giver lidt optimisme i kampen for at undgå, at temperaturen stiger over 1,5 grader i år 2100.

Kombinerer man begge landes udmeldinger, er det dog stadig ikke nok til at indfri ambitionerne fra Paris-aftalen. Ifølge Climate Action Tracker vil temperaturen nu ramme 2,3-2,4 grader i år 2100.

Dermed er verden heller ikke på en realistisk kurs mod 1,5 gradersmålet fra Paris-aftalen. Det er dog en smule tættere på, nu hvor USA forventes at genindtræde i Paris-aftalen med den nye præsident i Det Hvide Hus.