Vejr

Måtte opgive drivhuset – ved kysten er vinden boss

På Sjællands Odde nåede vinden 34,8 meter i sekundet eller mere end 125 kilometer i timen.

Når efterårsstormene raser, kan ingen vide sig sikre. Måske bortset fra folk ved højt beliggende vestvendte kyster. De kan nemlig stort set altid være sikre - på at blive ramt.

Og det gælder ikke bare den jyske vestkyst. Det er ligeledes tilfældet på vestsiden af Sjælland, hvor rekorden for vindhastighed også er sat.

TV 2 Vejret er taget til Sjællands Odde for at møde en af dem, der bor særligt udsat for vinden. Mette Hamilton Jee bor idyllisk i en gammel, gulmalet gård i Overby.

Sjællands Odde er smal og høj, og vinden møder nærmest ingen modstand før Mette Hamilton Jees gård, der ligger 18 meter over havets overflade.

For Mette Hamilton Jees familie betyder det, at det som regel kræver en god lækrog, hvis der skal siddes ude.

- Vi bruger vores gårdsplads rigtig meget. Her elsker vi at være. Der er læ og rart, fortæller hun.

Allan satte ny rekord

Rekorden for vindhastighed – middelvinden målt over ti minutter – blev sat ved Røsnæs Fyr omkring 40 kilometer mod syd under orkanen Allan i oktober 2013. Der blæste det hele 39,5 meter i sekundet, svarende til mere end 142 kilometer i timen.

På Sjællands Odde nåede vinden 34,8 meter i sekundet eller mere end 125 kilometer i timen. Det blev dagen, hvor Mette Hamilton Jee endegyldigt opgav drømmen om at kunne hente friske grøntsager i eget drivhus.

Drivhuset var ellers blevet forankret grundigt for at sikre det mod vinden, men det forværrede kun situationen.

Lagt ned og smadret

- Vi havde kun haft det et halvt år, da det blev vredet godt og grundigt, lagt ned og smadret. Det var en meget voldsom orkan, fortæller Mette Hamilton Jee, der dog ikke fortryder, at hun har slået sig ned på den naturskønne odde.

- Det er fantastisk charmerende. Jeg elsker det. At følge elementernes rasen og se hvad hver dag bringer, siger hun.

De efterårslavtryk, der kan give storm og orkan i Danmark, kommer typisk fra Atlanterhavet. Derfor er det særligt vestvendte kyster, der er udsatte.

Lone Seir ved stenen der markerer det højeste punkt på Sjællands Odde.

Tre kilometer fra Mette Hamiltons have ligger Hulbjerg, der med 29 meter over havets overflade er det højeste punkt på Sjællands Odde. Her står meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir med vand på begge sider.

- Når vinden blæser ude over vand, har den frit spil. Når den så kommer ind til kysten og blæser op over skrænten, bliver den accelereret yderligere. Så både fordi der ligger hav tæt på, og fordi der er en skrænt, blæser det ekstra meget på toppen af odden, forklarer Lone Seir.

Den officielle vindmåler sidder i ti meters højde i masten til højre.

Helt yderst på Sjællands Odde ligger Gniben, og her står den officielle vindmåler på et af marinens øvelsesområder, Center for Våben. Måleren sidder i ti meters højde for at komme fri af jordens overflade.

Chefsergent Helge Wensien Andersen husker godt både orkanen Allan og dens efterfølger Bodil i december 2013.

- Der var ting, der blev flyttet. Master, der knækkede, og bygninger, der blev oversvømmet. En del af vores kystsikring, som vi heldigvis fik afsluttet i 2013, led også en lille skade, fortæller han.

Helge Wensien Andersen er vant til blæsten ude på Sjællands Odde.

De særlige vejrforhold på den smalle, høje odde gør, at Center for våben en ud af fem dage skal tage særlige forholdsregler.

- I cirka 20 procent af tiden, hvor vi skal levere øvelse og træning til Søværnets operative enheder, er vi udfordret enten på grund af vind eller bølgehøjde.