Vejr

Lysende hunde fulgte månen over Danmark

Moon dogs over Thisted, skriver Mikkel Frødin Jacobsen.  Mikkel Frødin Jacobsen / Seerbillede

Højtliggende iskrystaller skabte både en halo og "månehunde" i det klare måneskin.

Når solens lys passerer iskrystallerne i de højtliggende skyer, sker det ofte, at der dannes såkaldte haloer om solen. Men månen kan også være med.

Det oplevede flere danskere onsdag aften, hvor der ikke bare var en tydelig halo, men også det der kaldes bisole eller solhunde om dagen. Derfor har flere også sendt billeder af fænomenet ind til TV 2 Vejret.

Solhunde – hvilket også må gælde for månehunde – kaldes sådan, fordi de følger solen som to hunde.

Haloer og de beslægtede fænomener som for eksempel solhunde, tangentbuer og solsøjler skyldes, at lyset fra solen eller månen passerer et lag af sekskantede iskrystaller.

Iskrystallerne findes i omkring ti kilometers højde i de højtliggende cirrusskyer.

Lyscirkel om månen

Når lyset fra månen passerer gennem iskrystallerne, bliver det afbøjet og alt efter omstændighederne kan det udløse forskellige syn på himlen.

Det mest almindelige er den helt simple halo, hvor lyset afbøjes i 22 grader. Når ”hundene” opstår, lægger de sig i haloen til højre og venstre for solen eller månen.

Alt afhænger af øjnene, der ser

Ligesom med en regnbue afhænger synet af beskuerens placering.

Haloerne kan også dannes direkte af solen. Men der er en fordel ved de måneskabte himmelcirkler:

- Det gode ved månehaloer er, at du kan kigge på dem uden risiko for dine øjne. Når det er månen, kan du bare kigge og nyde det det flotte syn, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

Så flot stod månehundene i Hurup i Thy.