Vejr

Endnu en tropisk storm – 2020 er nu på højde med 15 år gammel rekord

Med dannelsen af sæsonens 28. navngivne tropiske uvejr tangeres rekorden fra 2005 – og sæsonen er ikke slut endnu.

Et lavtryk over Det Caribiske Hav har udviklet sig til en tropisk storm med navnet Eta. Det oplyser det amerikanske orkanvarslingscenter National Hurricane Center, NHC.

Med Eta er orkansæsonens 28. navngivne tropiske uvejr en realitet, og dermed er året i år på niveau med 2005, der indtil nu var det eneste med så mange navngivne tropiske uvejr på en sæson.

Søndag dansk tid befinder Eta sig 330 kilometer fra Kingston på Jamaica i syd-sydøstlig retning og 805 kilometer øst for Cabo Gracias a Dios på grænsen mellem Nicaragua og Honduras.

Eta forventes at udvikle sig til en orkan i løbet af mandag. Uvejret bevæger sig mod vest med omkring 24 kilometer i timen og forventes at ramme kysten på de to mellemamerikanske lande tirsdag morgen.

På Jamaica kan Eta udløse 380 millimeter regn, hvilket svarer til lidt over et halvt års nedbør i Danmark. I Nicaragua og Honduras kan Eta udløse det dobbelte, 760 millimeter - altså lidt over et helt års dansk nedbør.

En dreng eller en pige

De tropiske storme og orkaner er kraftige lavtryk. Når de når et vist niveau, navngives de efter en alfabetisk liste med menneskenavne. Der skiftes mellem drenge- og pigenavne: Arthur, Bertha og så videre. Bogstaver som for eksempel X og Q bruges ikke, så der er 21 mulige navne på en orkansæson.

Når listen med menneskenavne slipper op, tages det græske alfabet i brug. Det skete i år med stormen Alpha, der kom efter stormen Wilfred.

Selvom, at det er anden gang, at der er et navngivent tropisk uvejr nummer 28, er det faktisk første gang, at navnet Eta tages i brug.

Den navngivne orkan - uden navn

Ved en revision af orkansæsonen 2005 kom de amerikanske meteorologer i NHC nemlig frem til, at der var et enkelt lavtryk, der skulle have været kategoriseret som en tropisk storm og navngivet - men som ikke var blevet det.

Derfor blev det besluttet, at den ikke-navngivne storm skulle tælle som en navngiven storm. Derfor fremgår ”unavngiven" subtropisk storm på den officielle liste over navngivne storme i 2005.

Orkansæsonen varer officielt til den 30. november, da det passer nogenlunde med, at forudsætningerne for et tropisk uvejr ikke længere er til stede på den nordlige halvkugle. Der er dog eksempler på, at storme og orkaner er opstået uden for sæsonen.

Der er 17 bogstaver tilbage af det græske alfabet efter Eta.