Vejr

Zeta tog strømmen fra over to millioner mennesker

Denne restaurant klarede ikke mødet med Zeta. Sandy Huffaker / Ritzau Scanpix

USA’s 11. tropiske uvejr i denne sæson vil fortsætte ud over Atlanten og ende som søndagsregn i Danmark.

Den tropiske orkan Zeta er nedgraderet til en tropisk storm, efter at den onsdag aften gik i land i Louisiana.

Orkanen bevægede sig hurtigt ind over land, hvor mindst to mennesker omkom i uvejret, samtidig med at den afbrød strømmen for mere end to millioner mennesker. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Zeta har skabt store materielle skader og udløst en sjælden varsling for tropisk storm i storbyen Atlanta, der ligger på stormens kurs. Myndighederne advarer om livstruende tilstande for resten af dagen lokal tid.

Den ene af de omkomne var en 55-årig mand, der blev ramt af stød fra nogle nedblæste strømkabler i New Orleans. Den anden var en mand, der befandt sig i en beboelsesvogn, da et træ væltede ned over den.

Der er meldt om strømudfald hen over Louisiana, Mississippi, Alabama og Georgia. I sidstnævnte stat alene stod flere end en million mennesker uden strøm.

Zeta har væltet adskillige træer på sin vej.

I byen Waveland øst for New Orleans fortæller borgmesteren Mike Smith ifølge AP, at Zeta er det mest voldsomme, de har oplevet, siden orkanen Katrina ramte i 2005.

Det er blandt andet gået ud over borgmesterens eget hus, der blev ramt af et træ.

Hændelsen har dog ikke skræmt borgmesteren mere, end at han har kunnet joke med den over for den lokale tv-station WLOX.

- Det er min nabos træ, og det syntes han tilsyneladende, jeg skulle have, lød det efterfølgende fra borgmesteren.

En borger holder afløbet frit, så vandet kan slippe væk i Arabi i Louisiana. Tropiske uvejr kommer altid med store mængder vand, men oversvømmelser har ikke været et stort problem med Zeta.

Zeta er dog stadig langt mindre katastrofal end Katrina, der var et af de mest dødelige uvejr i USA’s historie med flere end 1800 omkomne.

Langt de fleste druknede i oversvømmelser, da digerne brød sammen rundt om New Orleans.

Zeta har bevæget sig relativt hurtigt ind over land, og oversvømmelser har derfor ikke været et stort problem i denne omgang.

Træet har revet strømkablerne ned og blokerer for bilen ved dette hus i Mobile, Alabama.

Orkanen ramte land som en såkaldt kategori 2-orkan med en middelvind på 177 kilometer i timen. Til sammenligning er den højeste middelvind målt i Danmark nogensinde 142,2 kilometer i timen. Det var stormen Allan 28. oktober 2013.

Der er fem trin på skalaen for tropiske orkaner. Kort sagt starter skalaen, hvor de allervoldsomste herhjemme slutter. Dernæst går den op til 5, som i princippet er altødelæggende.

Zeta er den 11. navngivne tropiske orkan eller storm, der rammer USA i denne sæson. Den hidtidige rekord var ni tropiske uvejr i 1916. Og der er over en måned tilbage af orkansæsonen.

I en normal sæson kan amerikanerne forvente seks orkaner og tolv navngivne storme.

Zeta blæste taget af huset her i New Orleans.

Torsdag aften forventes Zeta at fortsætte ud over Atlanterhavet, og allerede søndag forventes resterne af det tropiske uvejr at nå Danmark, hvor det vil give en våd afslutning på weekenden.

Samtidig har resterne af Zeta varme med, så starten på næste uge kan give usædvanligt høje temperaturer for årstiden. Måske helt op til 16 grader mandag.