Vejr

Kæmpehagl over Nordafrika blandt verdens største

Billeder af hagl fra tirsdag 27. oktober 2020 ved Libyens hovedstad Tripoli Saad Aldeen Hmouda / www.severe-weather.eu

Libyens hovedstad, Tripoli, blev tirsdag ramt af 15-20 centimeter store hagl.

Et kraftigt haglvejr i Danmark er ubehageligt at blive ramt af, men de hagl, der tordnede ned over Tripoli tirsdag, var dødsensfarlige. Det er før set, at kæmpehagl har ført til kraniebrud.

I forbindelse med en såkaldt supercelle blev der over Tripoli dannet en voldsom haglbyge, som sendte hagl på noget over 15 centimeter ned over hovedstaden.

Hujan batu telah melanda bandar Tripoli , Libya pada 27 Oktober 2020 yang lalu . Ada yang mencapai diameter lebih 20...

Posted by Info Tanpa Henti on Thursday, October 29, 2020

Ifølge Severe Weather Europe kan haglene måle sig blandt de største hagl nogensinde registreret. Haglene fra Tripoli er ikke målt med målebånd, men skønnes at være mellem 15 og 20 centimeter store. Det kan ikke udelukkes, at de endda har været over 20 centimeter i diameter.

Verdens største hagl er over 20 centimeter i diameter

De største målte hagl stammer fra USA og er målt med målebånd i forbindelse med tornadoer.

Verdens største hagl målte otte tommer eller 20,3 centimeter i diameter. Det faldt over byen Vivian i South Dakota i USA 23. juli 2010.

Det største, man har målt, faldt i forbindelse med et uvejr i South Dakota, USA. Haglet havde en diameter på 20,3 centimeter og er fra juli 2010. En håndbold har omtrent en diameter på 20 centimeter.

Det er ikke første gang, rekordhaglet fra South Dakota har været udfordret af billeder.

På nedenstående video fra Cordoba i Argentina kan man se et voldsomt haglvejr fra 8. februar 2018. Optagelserne er blevet undersøgt nøje, og det hagl, man ser falde efter små ti sekunder, er blevet estimeret til at måle mellem 18 og 24 centimeter. Videoen er blevet undersøgt af forskere fra Pennsylvania State University i USA.

Kæmpehagl smadrer let bilruder

Da det ikke er blevet målt nøjagtigt, vil det ikke fremgå som ny rekord, men voldsomt ser det ud. Hagl på over 20 centimeter falder med langt over 100 kilometer i timen, så ødelæggelser fra haglene er store.

Hagl gennemhuller bilrude i Argentina. Arkivfoto.

Jo større et hagl er, des større kraft falder det med. Små danske hagl falder med en hastighed på mellem 15 og 30 kilometer i timen. Forsøg i vindtunnel viser, at hagl på 10 centimeter falder med cirka 115 kilometer i timen.

Hagl i Nordjylland 18. juni 2019.

I Danmark er de allerstørste hagl på fire-fem centimeter - hvilket svarer til størrelsen på bordtennisbolde eller hønseæg. Hagl over en centimeter bliver betragtet som store hagl herhjemme.

Nedenstående video viser billeder fra et kraftigt haglvejr i Australien tidligere i oktober. Det giver et godt indtryk af de voldsomme kræfter, store hagl besidder - også selvom de er langt mindre end de hagl, der tirsdag ramte Tripoli.