Vejr

Global opvarming sætter ny rekord - de varmeste syv september-måneder er nu målt i de seneste syv år

Rekordvarm september (Arkivfoto). Frederic J. Brown / Ritzau Scanpix

Dansk klimaprofessor kalder det bekymrende - men ikke overraskende.

September blev globalt set den varmeste, der er registreret siden 1880. Det viser data fra den nationale amerikanske vejrtjeneste, NOAA.

Den nye rekord er den foreløbige kulmination på en række meget varme septembermåneder, og de varmeste syv septembermåneder er nu målt i de seneste syv år.

- Det er bekymrende, men ikke overraskende. Det er blot endnu et bevis på, at den globale temperaturstigning fortsætter med at følge det mønster, vi har set i de seneste årtier, siger professor i klimaforskning og prorektor ved SDU, Sebastian Mernild.

Gennemsnitstemperaturen på hele kloden var i september 0,97 grader højere end gennemsnittet for årene 1901 til 2000, der lå på 15,0 grader.

Dermed blev september i år 0,02 grader varmere end 2015 og 2016, der indtil i år havde været de varmeste septembermåneder i de 141 år, NOAA har registreret den globale temperatur.

Det ekstreme kan blive normalt

Udover at vi de seneste syv år har haft de syv varmeste septembermåneder siden 1880, så blev september 2020 desuden den 44. september i træk og den i alt 429. måned i træk med højere temperatur end gennemsnittet for det 20. århundrede.

- Selv om det blot er en enkelt måned, der sætter varmerekord, passer det ind i billedet af generelt stigende temperaturer på kloden, hvor 2020 lige nu ser ud til at blive blandt de allervarmeste år registreret, siger Sebastian Mernild.

Den globalt varme tendens kan i de kommende årtier give os generelt højere temperaturer og flere varmerekorder.

- Det der nu er ekstremt kan om for eksempel blot ti år være det normale. Vi har de seneste årtier set, at de rekorder der er sat blot nogle årtier senere har været det normale, siger Sebastian Mernild.

Rekord på trods af begyndende La Nina

Det var især landområderne på Jorden, der gav den rekordvarme september, mens oceanerne blev fjerdevarmeste måned målt i september.

En begyndende La Nina, der udmærker sig ved lavere havtemperaturer i Stillehavet, betød, at oceanerne på den sydlige halvkugle kun akkurat blev blandt de ti varmeste målt i september.

Den relativt lave havtemperatur i Stillehavet er noget, der springer i øjnene på Sebastian Mernild.

- Det er usædvanligt, at vi på trods af et La Nina-event i Stillehavet alligevel får en global varmerekord. Det siger meget om, hvor varmt det har været andre steder på Jorden. Det er bemærkelsesværdigt, siger den danske professor i klimaforskning.

Rekordvarme landområder

Et af de varmeste steder på Jorden i september blev Europa, der satte ny varmerekord.

September blev hele 2,33 grader varmere end gennemsnittet over det forgangne århundrede, mens områder i det nordlige Sibirien var mere end fem grader varmere end normalt i september.

Temperaturen i september 2020 i forhold til det normale.

Det var landområderne, der var varmest, og klodens samlede landområder var 1,47 grader varmere end normalt, hvilket også er ny varmrekord for september.

Ifølge NOAA blev der på 12,55 procent af Jordens landområder registreret rekordhøje temperaturer. Også dette er ny rekord.

Til og med september er den globale middeltemperatur i 2020 indtil videre 1,02 grader varmere end normalt.

Det gør året til det foreløbigt næstvarmeste siden 1880, og ifølge NOAA er der 65 procent sandsynlighed for, at 2020 bliver det varmeste år registreret på kloden i mindst 141 år, mens der er 65 procent sandsynlighed for, at vi får det næstvarmeste år.