Vejr

Frostvejr flere steder i landet

Temperaturen i Nordjylland har været nede på -1,9 grader.

Kold, klar luft - kombineret med rolige vindforhold, har fået temperaturen til at falde til det hidtil laveste niveau dette efterår.

Seks steder har DMI ved de officielle vejrstationer registreret frost i to meters højde, hvor temperaturmålingerne foretages.

Koldest har det været i Tylstrup nord for Aalborg, hvor termometret har vist -1,9 grader som det laveste. Måske kan temperaturen nå et nøk længere ned, inden temperaturen begynder at stige igen.

Morgenens næstlaveste temperatur er målt ved Isenvad syd for Ikast i Midtjylland, hvor der er målt -1,7 grader som det laveste.

Laveste temperaturer natten til fredag.

Derudover er efterårets første nattefrost også registreret på Sjælland, hvor der i Holbæk er målt -0,6 grader.

Det har derimod været markant mildere ved kysterne, hvor de lune farvande holder temperaturen oppe. Således er den laveste temperatur ved Hammerodde på Bornholm blot 9,5 grader - både på grund af lunt havvand og flere skyer.

Efterårets hidtil laveste temperatur fik vi natten til 18. september, hvor temperaturen i Isenvad nåede ned på -1,3 grader. Det var den tidligste efterårsfrost i 15 år og den laveste temperatur målt i september i 15 år.