Sådan er ferievejret i de lande, som lige nu er 'åbne' for danske turister
Cypern, Grækenland og Bulgarien kan byde på sommervejr i efterårsferien.
Skolernes efterårsferie begynder på fredag, men på grund af coronavirus er rejseaktiviteten meget mindre end normalt. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til en lang række lande, men hvis man vil rejse i efterårsferien, er det muligt at besøge lande i både Syd-, Central- og Nordeuropa.
Der kan komme ændringer i rejsevejledningerne, så man bør læse Udenrigsministeriets rejsevejledning før man planlægger en rejse.
Vejret i Danmark er ustadigt i øjeblikket. Det er vi vant til i oktober, og uge 42 ser mere våd ud end normalt. Ovenstående grafik viser, at mange kan forvente 30-40 millimeter regn, og nogle betragteligt mere. Normalt falder der 76 millimeter regn på landsplan oktober.
Ovenstående prognose for onsdag i næste uge viser, at lavtryk vil dominere i Centraleuropa, mens det mest behagelige ferievejr findes i Sydøsteuropa. Det er et meget godt billede af vejrsystemernes placering i næste uge.
Der er selvfølgelig en vis usikkerhed i prognoser, men den overordnede vejrsituation ser ret sikker ud. Usikkerheden består i høj grad i, hvornår de forskellige regnvejr vil ramme, mere end i om de vil ramme.
Rejsende til Cypern, Bulgarien og Grækenland kan derfor forvente meget sol og høje temperaturer.
Størst risiko for kortvarige regnvejr er der i Grækenland, mens Cypern både er varmest og med mest sol. Her vil termometrene nå op omkring 30 grader.
Italien, der normalt er meget populær i efterårsferien, vil opleve flere kraftige regnvejr, og Alperne forventes perioder med sne.
Polen og Tyskland vil ligesom Danmark opleve ustadigt vejr med beskedne temperaturer, mens det ser en anelse bedre ud i Sverige og Norge. I både Norge og Sverige kan man forvente mere tørvejr i nord end syd. Især Sydsverige vil opleve et vejr, der i høj grad minder om det danske.
Øverst i artiklen kan man se et overordnet billede af vejret omkring hovedstæderne i de lande, som Udenrigsministeriet (i skrivende stund) ikke fraråder alle ikke-nødvendige rejser til.
Flere af landene er geografisk store, så overvejer man en rejse til et græsk ferieø eller en by i Nordnorge kan man se en prognose ved at indtaste en by her.