Vejr

Høstmånen stod flot over Danmark

Anja Knappe fra Silkeborg var klar til at tage et billede af årets høstmåne.  Seerbillede

En stor fuldmåne i et flot gult skær vakte opsigt over Danmark.  

Når fuldmånen er tættest på efterårsjævndøgn, kaldes den høstmåne, og den stod torsdag aften flot over Danmark.

Det klare vejr gav mange steder frit udsyn, og det fik flere danskere til at sende billeder af månen ind til TV 2 Vejret.

Det er imidlertid svært at fange synet af det fjerne himmellegeme, så mange af billederne bærer præg af at være taget med telefoner under en aftentur.

Et enkelt billede skiller sig dog klart ud, og det kommer fra Anja Knappe i Silkeborg

- En fornøjelse at se den flotte måne med et gult skær her til aften klokken 20.20, skriver hun.

På det tidspunkt stod månen stadig tæt på horisonten. Der havde den en klar gul farve, der skyldes, at lyset fra den position skal gennem et længere stykke af atmosfæren for at nå jorden, og dermed at nogle af farverne i lyset bliver filtreret fra.

Senere da månen stod højere på himlen og dermed tættere på os, lyste den op i et langt mere hvidt skær.

Et andet fænomen, der gør sig gældende, når månen står tættere på horisonten, er, at den opleves som større, selvom den i realiteten er længere væk.

I London var der lidt flere skyer torsdag aften, men billedet her er alligevel blevet markeret som et såkaldt "topshot" hos billedbureauet.

Fænomenet er et optisk bedrag, hvor månen fremstår større, fordi den ses sammen med højhuse og træer, end når den bare står på den sorte baggrund af en stjernehimmel.

Selvom månen var både stor og flot i aftes, var der ikke tale om en såkaldt supermåne, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

- Forklaringen er simpelthen, at det var relativt klart vejr, og derfor var der mange, der lagde mærke til månen, siger han.

En supermåne er, når månens bane er allertættest på jorden, samtidig med at det er fuldmåne. Så kan den fremstå helt usædvanligt stor. Særligt når den står lige over horisonten.

Når månen står lige over horisonten fremstår den større. Når det er fuldmåne, og månens bane samtidig er tættest Jorden, kaldes det supermåne. Billedet her er netop en supermåne fotograferet i Ribe i 2017.

Der er en myte om, at der er en tendens til klart vejr, når der er fuldmåne. Den vil Sebastian Pelt imidlertid gerne mane helt ned i jorden.

- Folk lægger bare mærke til fuldmånen, når det er klart vejr. Det gør de ikke, når himlen er dækket af skyer. De to ting har dog intet med hinanden at gøre, siger han.

Fuldmånen toppede klokken 23.05. I de næste par uger vil den synlige del af måneskiven aftage, for igen at tage til og ende i en ny fuldmåne, der topper 31. oktober klokken 15.49.

Hele to fuldmåner i oktober

Oktober bliver altså en måned med to fuldmåner. Dette kan ske, fordi der er forskel på måne og måned. En månes cyklus er godt 29,5 dage, mens en måned som bekendt er 28 til 31 dage.

Selvom den næste fuldmåne 31. oktober topper om eftermiddagen og i princippet vil være aftagende om aftenen, vil den dog stadig være et flot syn, hvis skyerne ellers træder til side.