Vejr

Voldsomt uvejr rammer store dele af Europa - strejfer også Danmark

Både i Frankrig, Spanien og Italien truer et stormvejr. (Arkivfoto) Fred Tanneau / Ritzau Scanpix

Stormen 'Alex' rammer Europa med vindstød af orkanstyrke og store mængder regn. I weekenden får vi også resterne af stormen at mærke.

Blot en uge efter store dele af Europa blev ramt af storm og vintervejr, er et nyt kraftigt stormvejr på vej.

Stormen har fået navnet 'Alex', og den ventes især at ramme Frankrig, men i løbet af weekenden får også Danmark resterne af den voldsomme storm at mærke.

Mellem kølig atlanterhavsluft og meget varm luft over Middelhavet og det sydøstlige Europa dannes et kraftigt stormlavtryk, der fra fredag og resten af weekenden kommer til at påvirke vejret i store dele af Europa.

Stormlavtrykket udvikler sig i løbet af torsdagen vest for Frankrig og bevæger sig natten til fredag ind over det nordvestlige Frankrig.

Herfra bevæger det sig med store mængder regn og vindstød nær orkanstyrke fredag mod syd - ud over Biscayen - og i løbet af lørdagen videre ind over det sydlige Frankrig.

Prognose: Fredag aften ventes stormlavtrykket at ligge over det nordvestlige Frankrig.

Vindstød af orkanstyrke

Stormvejret ventes at ramme det nordvestlige Frankrig natten til fredag, hvor det kan blæse med op til storm med vindstød af orkanstyrke.

Det kraftige blæsevejr vil fortsætte en stor del af fredagen, hvor det især rammer kysterne i og omkring Bretagne.

I løbet af fredag aften og natten til lørdag breder området med storm og endnu kraftigere vindstød sig til Biscayen, hvor både den spanske nordkyst og det sydvestlige Frankrig får det meget blæsende.

Ud over den kraftige blæst ventes både forhøjet vandstand og otte til ti meter høje bølger i det sydvestlige Frankrig og det nordlige Spanien.

Prognose: Vindstød lørdag morgen klokken 05.

Også i Middelhavet og Adriaterhavet vil man få stormen 'Alex' at mærke.

Her vil en kraftig 'Scirocco' fra syd blæse frem mod Sydfrankrig og Italien.

Sciroccoen er en varm og fugtig luft, der især i efteråret hjemsøger Middelhavet.

Den kraftige blæst vil fredag og natten til lørdag ramme området omkring Genoabugten og store dele af Norditalien.

I Alperne vil en kraftig føhnstorm blæse med vindstød af orkanstyrke i både Schweiz, Italien og Østrig.

Kan give oversvømmelser i Venedig

Lørdag vil storm fra syd i Adriaterhavet presse store mængder vand op i den nordlige del af Adriaterhavet.

Det ventes lørdag at give stormflod i Venedig, hvor prognoser fra den italienske vejrtjeneste forudser en vandstand på over 125 centimeter over dagligt vande.

Oversvømmelse i Venedig 17. november 2019.

Det er en vandstand, der kan sætte 30 til 40 procent af Venedig under vand.

Det er dog langt fra den stormflod, der ramte byen i november 2019, hvor vandstanden nåede 187 centimeter over dagligt vande.

Kan give over 100 millimeter regn

Stormen 'Alex' giver også store mængder regn, når den i løbet af to til tre døgn sender sine fronter ind over store dele af Vest- og Sydeuropa.

I hele det område, som stormlavtrykket passerer, ventes der at falde mellem 30 og 80 millimeter regn.

Nogle steder kan endda forvente endnu mere.

Prognose: Forventet nedbør frem til søndag klokken 23.

I det sydvestlige England, i Normandiet og Bretagne samt langs kysterne i både det sydvestlige Frankrig, og i Nordspanien kan der falde over 100 millimeter regn.

De samme store nedbørsmængder kan der komme i det nordlige Italien, og i særdelshed på sydsiden af Alperne.

Her presses den varme og fugtige Middelhavsluft fra syd op over Alperne og afgiver i løbet af weekenden store mængder regn i især Italien og Schweiz.

Da luften er varm, vil nedbøren falde som regn - selv på mange Alpetoppe. Kun over cirka 3000 meters højde falder nedbøren som sne.

Rammer Danmark med regn og blæst

Også i Danmark får vi stormen 'Alex' at mærke i weekenden.

I første omgang bliver det som blæsende vejr fra øst.

Prognose: Vindstød lørdag klokken 13.

Allerede fredag tiltager vinden fra sydøst. Den tager yderligere til i løbet af lørdagen, hvor der i store dele af landet kan ventes hård vind til kuling fra øst med vindstød, der kan nå stormende kuling.

Lavtrykkets fronter, der svinger op over Mellemeuropa fra syd, ødelægges i første omgang af Alperne, men hen over Tyskland vil de igen dannes og sende et større nedbørsområde op over Danmark i løbet af natten til søndag.

Prognose: Forventet nedbør frem til søndag klokken 15.

I nattetimerne og søndag morgen vil et udbredt regnvejr brede sig fra syd, og ifølge de seneste prognoser kan det give mellem 15 og 25 millimeter regn, og stedvis kan der falde mere.

Søndag bliver det fortsat blæsende i den nordlige del af landet, hvor regnvejret først slipper sidst på dagen, mens det gradvist klarer lidt op sydfra i resten af landet.