Vejr

Her får man det pæneste vejr tirsdag

I store dele af Danmark får vi pænt vejr tirsdag - og temperaturer der kan nå 19 grader. Arne Prip / Privatfoto

I store dele af landet kommer der solskin og temperaturer op til 19 grader.

Selvom vi befinder os i slutningen af september, så kan vi tirsdag nyde sensommerlige temperaturer, der kan nå i underkanten af 20 grader i eftermiddagstimerne.

For årstiden lun luft strømmer op over Danmark fra sydlige retninger, og det giver temperaturer, der kan stige til 18-19 grader over den sydøstlige del af landet, hvor solen i længere perioder også vil komme til at skinne.

Det er temperaturer, der er omtrent 5 grader højere, end hvad vi normalt kan forvente i slutningen af september, hvor den almindelige dagtemperatur ligger på cirka 14 grader.

Temperaturer tirsdag eftermiddag.

Skyet og mulighed for regn i den nordvestlige del af landet

Det bliver dog ikke ligeså pænt vejr i den nordvestlige del af landet.

Her kæmper man fortsat med skyer, der hidrører fra fronten, der passerede Danmark i går. Udover skyer kan der også komme lidt regn i perioder - og her vil temperaturerne blot nå op omkring 15 grader som det højeste i dag.

I dagens løb vil der dog i perioder også kunne komme lidt kig til solen i dele af Jylland.

I hele landet kan man dog glæde sig over, at det ikke bliver særligt blæsende.

Onsdag fortsætter den samme fordeling af sol og skyer - men når vi nærmer os weekenden, venter der ustadigt og blæsende efterårsvejr.