Vejr

Kraftige solvinde skaber flot nordlys

Nordlys ved Rovaniemi i Finland.  Alexander Kuznetsov / Ritzau Scanpix

Flere steder i Skandinavien bliver der i disse dage taget flotte billeder af nordlys på himlen. 

Et af de mest betagende syn på himlen er nordlys, og nu er der gode forhold for nordlys på den nordlige halvkugle.

Der har været stor såkaldt geomagnetisk storm, og det giver sig udslag i flotte, bølgende gardiner af grønt lys på himlen i de arktiske egne. Og ifølge amerikanske spaceweather.com er der flere på vej.

Solvindene giver også lille mulighed for at se nordlys i Danmark, selvom det aldrig vil aldrig blive et syn, som det vi kender fra koldere områder.

Her i landet skal man vide, hvad man kigger efter. Det vil være et svagt ulmende lys i horisonten.

Så skal man sætte sit kamera på et sted uden for megen lysforurening og tage et billede med meget lang lukketid.

Dermed kan det lykkes at fange nordlyset set fra Danmark.

Det er med andre ord ikke nemt, men det lykkedes imidlertid i nat for Valther Jørgensen på Djurslands nordkyst.

Efter at have ventet til skydækket forsvandt stille og roligt, kom det velkendte grønlige lys, skriver Valther Jørgensen. Himlen ser lysere ud på grund af den lange eksponeringstid.

Generelt gælder det dog, at danskere har bedst chance for at se nordlys ved tage at rejse til nogle af jordens polarområder.

Nordlys opstår, når elektrisk ladet plasma fra Solen rammer Jordens magnetfelt i forbindelse med øget solvind.

Plasmaet går i forbindelse med ioniserede ilt- og nitrogenatomer i atmosfæren, hvilket skaber det bølgende farvede lys på himlen.

Nordlys kan aldrig forekomme under 80 kilometers højde og kun sjældent over 500 kilometer.

Lysets latinske navn, aurora borealis, betyder morgenrøde i nord.

Selvom vi normalt kalder det nordlys, findes fænomenet også på den sydlige halvkugle. Her kaldes det bare sydlys. Fællesbetegnelsen er polarlys.

Der er observeret nordlys over det meste af Skandinavien denne weekend.