Vejr

Ny kulderekord på den nordlige halvkugle - men den er 30 år gammel

Der er sat nye standarder for, hvor koldt det kan være på den nordlige halvkugle. Det viser en temperaturmåling fra 1991.

En næsten 30 år gammel temperaturmåling på -69,6 grader foretaget på Grønlands Indlandsis er af verdens meteorologi organisationen, WMO, blevet godkendt.

Det er dermed den laveste temperatur nogensinde målt på den nordlige halvkugle.

Det skrev WMO onsdag i en pressemeddelelse.

Byer i Sibirien må vige for grønlandsk kulde

Den nye kulderekord blev målt 22. december 1991 ved den amerikanske forskningsstation Klinck i 3105 meters højde midt på Grønlands Indlandsis.

Her målte den automatiske vejrstation i to år under perioden for de iskerneboringer, der blev foretaget på Grønlands Indlandsis i starten af 1990'erne for at afdække vejrforholdene på indlandsisen.

De -69,6 grader målt i Grønland overtager kulderekorden for den nordlige halvkugle fra to russiske byer beliggende i den østlige del af Sibirien.

Indtil WMO's godkendelse af den næsten 30 år gamle temperaturmåling lød rekorden på -67,8 grader målt i Verkhoyansk i februar 1892 og i Oimekon i januar 1933.

Panel af meteorologer og klimatologer godkendte målingen

Det var klimahistorikeren Maximiliano Herrera, der bragte WMO på sporet af temperaturmålingen i Grønland.

Et panel af meteorologer og klimatologer fra Danmark, Spanien, Storbritannien og USA, udpeget af WMO, gennemgik både vejrstationen og vejrsituationen ved forskningsstationen Klinck i december 1991.

Vejrstationen ved Klinck, der målte kulderekorden på -69,6 grader.

Flere nærliggende målestationer ved Summit på Indlandsisen målte samtidig mellem 62 og 67 graders frost 21. december, og måleudstyret blev af fagpanelet anslået til at have målt med en maksimal usikkerhed på 0,5 grader.

Onsdag offentliggjorde WMO på den baggrund den nye kulderekord for den nordlige halvkugle.

Den absolutte kulderekord for hele Jorden kommer de -69,6 grader i Grønland ikke i nærheden af.

Laveste temperatur på Jorden er -89,2 grader målt ved forskningsstationen Vostok på Antarktis 21. juli 1983.

Kulderekorden blev sat nær Summit på Grønlands Indlandsis.

Foretager løbende vurderinger af temperaturmålinger

Det er ikke første gang, WMO finder nye rekorder. I 2012 skete det dog ved, at Jordens absolutte varmerekord blev annulleret.

Det var de 58 grader, der i 1922 blev målt i Libyen, som WMO i 2012 anslog var en fejlmåling på hele syv grader.

Dermed blev de 56,7 grader, der i 1913 blev målt Death Valley i Californien anerkendt som højeste temperatur målt på Jorden. En rekord, der var få grader fra at blive slået i august 2020, da termometeret viste 54,5 grader i Death Valley.

Lige nu undersøges de 38 grader, der under en ekstrem hedebølge i Sibirien blev målt i Verkhoyansk i juni 2020.

Hvis denne temperatur godkendes af WMO, er det den højeste nogensinde målt nord for polarcirklen.