Vejr

Flere steder er vi stået op til tidligste nattefrost i 15 år

Årets første frost blev fredag morgen registreret flere steder i Jylland. Her frost på en bilrude i Vissing syd for Randers. Thomas Ginge Rasmussen / Seerfoto

Normalt registreres den første nattefrost i oktober, men fredag morgen blev der målt -1,3 grader nær Ikast.

Det er en iskold morgen, og mange cyklister har formentlig fundet handskerne frem til morgenens cykeltur. Den laveste temperatur blev målt mellem klokken 5 og 6 i Isenvad, der ligger 5 kilometer syd for Ikast.

Laveste temperaturer målt i to meters højde mellem klokken 20 torsdag aften og frem til klokken 8 fredag morgen.

Som det fremgår af ovenstående grafik, blev der også målt frost i Billund og Horsens.

De officielle målinger måles i to meters højde, men i lavere højde har der været frost mange flere steder. TV 2 Vejret har modtaget billeder af frost på bilruder flere steder i landet, så frosten har været mere udbredt end ovenstående grafik indikerer.

Normalt kommer første nattefrost 5. oktober

Sidste år blev den første nattefrost registreret 5. oktober, og det var helt gennemsnitligt. Det er nemlig også dér, den første nattefrost er målt i gennemsnit i en 30 års-periode fra 1990 til 2019.

Frost på bilrude i Tappernøje, Sydsjælland.

Fra sommer til vinter på to dage

Det mest usædvanlige ved morgenens frostvejr er den temperaturændring, som vi har oplevet over få dage. Tirsdag og onsdag blev der målt henholdsvis 28,2 og 25,2 grader som makstemperaturer, og de var dermed at betegne som meteorologiske sommerdage. Allerede torsdag morgen fik TV 2 Vejret billeder af frost på overflader og den laveste officielt målte temperatur endte på 2,0 grader i Karup nær Viborg.

Frost på et tag i Silkeborg torsdag morgen.

Årsagen til de store temperaturforskelle er, at vi først på ugen fik varm luft op fra syd. Siden har højtrykket, som sørgede for ekstrem varme, bevæget sig, så luften nu kommer fra nordlige og kølige himmelstrøg.

Frost i græsset på Herning Golfbane fredag morgen.

Udover selve luftmassen, så har det klare og ret stille vejr også hjulpet til med at få ekstremer. Klar stille luft medvirker til, at solen kan varme ekstra op om eftermiddagen. Til gengæld betyder klar og stille luft også, at udstrålingen af varme har gode betingelser om natten.

Femdøgnsskema fra 19. til 23. september 2020.

De kommende dage vil lidt lunere luft ankomme til Danmark, og termometrene vil flere steder nå 20 grader både lørdag og søndag. Morgentemperaturerne vil generelt holde sig et stykke over frysepunktet, men det kan ikke afvises, at der helt lokalt kan komme frost i Sønderjylland lørdag morgen. I græshøjde eller på bilruder kan der desuden også lokalt være frost.