Vejr

Se videoen: Russisk by hærget af tidligere tyfon

Den russiske havneby Vladivostok ved Stillehavet blev torsdag raseret af den tidligere tyfon Maysak.

Onsdag blev store dele af den koreanske halvø ramt af den kraftige kategori-3 tyfon Maysak, og torsdag skabte resterne af tyfonen ravage i den russiske by Vladivostok.

Tropiske orkaner og Saffir-Simpson-skalaen

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Men selvom Maysaks styrke var aftagende, blev mødet med den tidligere tyfon ganske voldsomt.

Fredag lyder meldingen på over 42.000 husstande uden strøm, og der har været omfattende materielle skader på bygninger, køretøjer og havneområder. Derudover er flere mennesker kommet til skade i forbindelse med nedblæste genstande.

Ved den officielle vejrstation i byen blev der målt en middelvind på 28 meter per sekund, hvilket er tæt på grænsen til stærk storm. Samtidigt nåede vindstødene med 41 meter per sekund, hvad der svarer til over orkanstyrke, der starter ved 32,7 meter per sekund.

Til sammenligning svarer det til en kraftig vinterstorm i Danmark, hvor der også kan anrettes skader. Den højeste middelvind og vindstød målt i Danmark er dog henholdsvis 39,5 og 53,5 meter per sekund - begge rekorder, der blev sat i forbindelse med orkanen Allan 28. oktober 2013.

Den kraftige storm, der ramte Vladivostok og omegn fra sydøst, gav også anledning til store bølger og forhøjet vandstand langs kyststrækningen. Derfor var der også oversvømmelser og ødelæggelser ved de kystnære områder, samt ved havnen i Vladivostok.

Ny supertyfon truer området igen

Fredag morgen er endnu en ekstremt kraftig tyfon på vej mod den koreanske halvø fra syd. Supertyfonen Haishen, der netop har nået kategori-5 status, forventes at ramme flere japanske øer i weekenden, inden den i starten af næste uge kan ramme Sydkorea.

Herfra kan resterne af tyfonen måske igen ramme Vladivostok med kraftig vind og store mængder regn.