Vejr

Regnvejr rammer hele landet i dagens løb

Regnvejret er en del af resterne fra den tropiske orkan Laura.

Selvom torsdag er startet med særdeles smukt og solrigt vejr over store dele af landet, så vil skyer og sidenhen også regn brede sig ind over Danmark fra vest.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer og få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Allerede torsdag morgen er skyer i fuld gang med at bevæge sig ind over Jylland fra vest, og fra middagstid vil det også begynde at regne. Til gengæld vil man fortsat kunne nyde septembersolen over Sjælland og Bornholm, selvom der efterhånden vil komme skyer i Storebæltsområdet.

Torsdag formiddag klokken 11.30 er der fortsat solskin over den østlige del af landet, mens regnvejret nærmer sig den jyske vestkyst.

I eftermiddagstimerne breder skyerne sig videre mod øst, men regnen når først den vestlige del af Sjælland ud på eftermiddagen, mens man på Bornholm kan nyde tørvejr helt indtil sen aften.

I hovedstadsområdet forventes det, at det begynder at regne omkring klokken 20 torsdag aften. Samtidig vil det begynde at klare op i den vestlige del af Jylland på bagsiden af fronten.

Vejrsituationen torsdag klokken 17. Regnen vil på dette tidspunkt dække en stor del af Jylland, mens det fortsat holder tørt øst for Storebælt.

I forbindelse med regnvejret vil det også blæse op fra syd og sydvest, og i perioder kan vinden nå kulingstyrke ved kysterne.

Resterne af den tropiske orkan Laura

Regnvejret, der rammer Danmark torsdag, vil blive oplevet som et helt almindeligt regnvejr - en vejrsituation vi har oplevet utallige gange før.

Men regnvejret har dog en mere eksotisk fortid. Lavtrykket, der sender sit frontsystem ind over Danmark, befinder sig mellem Skotland og Island og har en fortid i troperne.

Torsdag aften klokken 20 dækker regnen det meste af landet pånær Bornholm.

Det er nemlig resterne af den tropiske orkan Laura, der i sidste uge ramte Louisiana i USA som en kraftig kategori 4-orkan.

I mellemtiden har Laura dog undergået en 'forvandling' til et almindeligt lavtryk på vores breddegrader, men kan altså spores tilbage til sine tropiske rødder fra Den Mexicanske Golf.