Vejr

Derfor kan du se mange store edderkopper nu

En korsedderkop som denne kan spottes i naturen netop nu. Jes Aagaard / Privatfoto

Synet af store runde edderkoppespind med morgendug i trådene kan nydes netop nu. På denne årstid har hunnerne nemlig travlt med at lægge æg.

De fleste kender følelsen af de tynde, elastiske og let klistrede tråde, som pludselig rammer ens ansigt eller krop. Spindelvæv kan være svære at spotte, men netop nu giver morgenduggen en hjælpende hånd med.

Spindelvæv i morgensolen. Billedet er taget mandag morgen i Silkeborg.

Dråber i spindelvævene får nemlig edderkoppens værk til at træde tydeligt frem, og måske kan man i samme ombæring også være heldig at se spindets beboer. De store hjuledderkopper er nemlig aktive i disse uger.

Jes Aagaard, som er naturvejleder i Naturstyrelsen, forklarer:

- Lige nu yngler edderkopperne. De har taget føde til sig hele sommeren, og nu har de så mange reserver, at de er klar til at lægge æg. Hunnerne er store og fulde af rogn og venter på, at en han tager mod til sig og tør parre sig med hende, siger han.

Det er hjuledderkopperne, som yngler i disse uger. Udtrykket dækker over alle de edderkopper, der laver spind formet som cykelhjul - altså runde edderkoppespind. I den kategori af edderkopper finder man blandt andet korsedderkoppen, kvadratedderkoppen og hvepseedderkoppen.

Hjuledderkopper laver de karakteristiske runde spindelvæv.

Parring med livet som indsats

Uanset hvilken edderkop det er, skal nogle af hannerne gamble med sit eget liv for at befrugte hunedderkoppens æg:

- Hunedderkoppen kan meget vel ende med at æde hannen, hvis hun ikke er klar til at blive befrugtet, når han kigger forbi. For at indynde sig hos hunnen, har nogle af hannerne derfor ofte en lille gave med, eksempelvis en flue eller i nogle tilfælde en snydegave. Det kan være et græsstrå pakket ind i spindelvæv, og mens hunnen har travlt med at pakke op, skynder han sig at knalde hende og stikker af, før hun opdager noget, fortæller Jes Aagaard.

En boldværksedderkop i færd med at reparere sit spind. Boldværksedderkoppen hører også til hjuledderkop-familien.

Skulle det lykkedes hanedderkoppen at overleve forsøget på at parre sig, går der dog ikke længe, inden han selv dør af alderdom. Hjuledderkopper bliver nemlig kun cirka ét år gamle, og både han- og hunedderkoppen dør ikke længe efter, at æggene er befrugtede.

Gammelt sagn: Spindelvæv er hår fra gamle koner

Det er iøvrigt ikke kun i Danmark, at hjuledderkopperne er aktive nu. I Tyskland kaldes denne årstid for 'Altweiber Sommer', der oversat betyder noget i stil med 'Gammelkone Sommer'.

Udtrykket er knyttet til de edderkoppespind, man også i vores naboland kan se på på tidlige morgener i sensommeren.

Edderkoppespindene er ifølge sagnet grå hår fra gamle koner, der har tabt dem, da de redte deres hår. Skæbnens gudinde opsamler disse grå hår og spinder dem til det flotteste spind, som man kan se solbeskinnede morgener.