Vejr

Lunere klima giver mulighed for at dyrke danske vandmeloner

En dansk frugt- og grøntsagsavler på Sydsjælland har med succes dyrket danske vandmeloner på friland. Men vejret er altafgørende for udfaldet.

Når solen skinner, og det er varmt, er vandmelonen med sin søde smag og læskende effekt en populær spise i Danmark. De fleste meloner, vi sætter tænderne i, kommer dog langvejs fra, eksempelvis fra Spanien eller Tyrkiet.

Men nu har de udenlandske vandmeloner fået selskab af en dansk version.

På Thorsbjerggaard i Skælskør, hvor der til daglig produceres sukkermajs, har man nemlig med held dyrket danske vandmeloner de seneste to år.

- Det var lidt en udfordring for os, ligesom det var, da vi for 30 år siden startede med at dyrke sukkermajs. Klimaet ændrer sig hele tiden, og det er jo blevet lunere, så vi kunne lige så godt prøve grænserne af med vandmeloner, siger ejer Peter Brødsgaard fra Thorsbjerggard.

Mens de fleste vandmeloner har rødt kød, er sorten på Thorsbjerggard den såkaldte "Yellow Mellow", der er kendetegnet ved sit gule kød og sødmefulde smag.

Vejret er altafgørende for melonernes vækst

Det er kun andet år, at man på gården høster vandmeloner, men allerede nu har Peter Brødsgaard en klar fornemmelse af, hvor meget vejret betyder for vandmelonernes vækst og modning.

- De skal have masser af varme. Meloners modning og vækst går i stå, når de kommer under 15 grader - også om natten. Så det er afgørende, at vores somre er varme, siger Peter Brødsgaard.

Vandmeloner i danske supermarkeder kommer oftest fra udlandet. Billedet er fra Irak, hvor der også dyrkes mange vandmeloner.

Netop varme var der ikke meget af i juli måned, som blev den koldeste juli i 22 år, og det faktum gjorde da også, at melonerne længe ikke så ud til at blive til noget. Peter Brødsgaard uddyber:

- I år er vores høst reduceret med 50 procent sammenlignet med sidste år. Melonerne er simpelthen blevet mindre i størrelse, og det skyldes klart den kolde juli. Men at vi fik 14 dage med varmt vejr her i august - også om natten - gjorde, at de satte en slutspurt ind her til sidst og modnede fint.

Klimaforandringer giver nye forretningsmuligheder

På Thorsbjergaard høster man cirka 30 ton vandmeloner, og selvom Peter Brødsgaard stadig prøver sig frem, og med egne ord "ikke har slået større brød op, end han kan bage", så har han planer om at fortsætte med melonerne.

- Klimaforandringerne er kommet for at blive, og vi kan ligeså godt arbejde med dem i stedet for mod dem, siger han.

I Danmark er temperaturen på grund af global opvarmning steget med lidt over én grad henover de seneste 30 år, og tal tyder på, at udviklingen i Danmark går langt hurtigere end andre steder på kloden.