Vejr

Sølvmåge kommer tilbage igen og igen - sådan har det været i 13 år

Gennem 13 år er Andy vendt tilbage stort set hver eneste dag for at få mad.

Måger er udskældte dyr.

De fleste forbinder dem med skrig og skrål på havnen - og en lidt nærgående adfærd. Men måske er billedet mere nuanceret end som så.

I Kerteminde er der i hvert fald en måge, der har opbygget en mere langvarig relation til mennesket.

På Fjord&Bælt-centret kan de besøgende hilse på både marsvin og sæler, der holdes i centrets udendørs bassiner. Og så sølvmågen Andy, der helt selv har valgt at være der.

- Andy er kommet her i 13 år. Han kommer stort set hver dag, fortæller dyretræner Signe Tøstesen, mens hun fodrer Andy.

Derfor vender den tilbage

I starten kom Andy for at stjæle fisk, men gradvis begyndte centrets ansatte at fodre den fast, og den ordning kører til alles tilfredsstillelse.

Måger er skabt til at være ude i al slags vejr, men alligevel er der en vis sammenhæng med Andys besøgsadfærd og årstidernes skiften.

Man kunne forestille sig, at behovet var størst om vinteren, men sådan forholder det sig ikke.

Andy sætter sig gerne på Signe Tøstesens hånd.

Andy er mest konsekvent om sommeren, og forklaringen ligger formentlig i Andys faderlige instinkter.

- De får unger, og så skal de ud og have fat på en masse, masse mad, så de kan forsørge dem, lyder det fra Signe Tøstensen.

Andy er blevet en så integreret del af centret, at de nævner ham som et af deres dyr på deres hjemmeside, selvom der i princippet er tale om et vildt, delvist tæmmet dyr.

Andy skal nok sige til, hvis ikke maden serveres rettidigt.

- En dag blev han så ivrig, at han kom helt ind i vores fiskekøkken, hvilket er meget atypisk. Ellers står han nogle gange og banker på ruden ind til vores reception for at sige: "Kom nu hallo, der skal altså nogle mennesker ud nu’", siger Signe Tøstesen.

Klogere end man tror?

Der er altså meget, der tyder på, at måger er klogere, end man normalt går rundt og forestiller sig.

- Det er svært at måle deres intelligens, men han har jo lært en del ting i løbet af de år, han har været her, siger Signe Tøstesen.

Andy lægger an til landing. Den ved, at Signe Tøstesen står klar med friske fisk i spanden.

Det er almindeligt kendt, at man kan træne fugle. Man kan træne falke til jagtbrug og lære papegøjer at tale, men mågetræning er ikke så udbredt.

- Det er ikke så normalt at have en tam måge, men vi hører da af og til, at der er nogen, der har fundet en derhjemme, som de er begyndt at træne, siger Signe Tøstesen.

Stort næb

Sølvmågen er den næststørste mågeart i Danmark, kun overgået af svartbagen, der kan blive helt op til 78 centimeter fra næb til halespids. Selvom Andy er stor, har den dog aldrig nappet nogen for alvor.

- Jeg er ikke bange for Andy, men når han kommer tæt på, så kan man godt blive lidt nervøs. Han har et stort næb, griner Signe Tøstensen.

Måger er territoriale dyr, og Andy vogter gerne over sit revir.

Med fuglen på hånden sammenligner hun dens vægt med en liter mælk – altså omkring et kilo. En sølvmåge kan blive op til 30 år. Så centret håber på Andys besøg mange år endnu.

- Så længe vi har fisk til ham, så er det en nem måde at få en masse føde på i stedet for at skulle ud og fange en masse selv, siger Signe Tøstesen.