Vejr

Se billederne - fascinerende skygger bag skyerne

af Sebastian Pelt

Tirsdag aften blev der mange steder set smukke - og spektakulære - vifter af skygge bag skyerne.

Kort før solnedgang på en ellers flot og relativt skyfri tirsdag aften var himlen også skueplads for et fascinerende optisk fænomen.

Bag små cumulusskyer 'strålede' skygger frem bag skyerne på aftenhimlen. De så ud til at stamme fra dét punkt bag horisonten, hvor solskiven befandt sig.

Optiske fænomener

Optiske fænomener som regnbuer, omvendte regnbuer (zenitbuer), haloer og iriserende skyer skyldes alle solens brydning i vandråber eller iskrystaller.

Lyset kan brydes på forskellige måder:

Refraktion
Her afbøjes lyset inde i en vanddråbe eller iskrystal som i prismerne i en lysekrone. Når sollys rammer en regndråbe så brydes lyset i dråben som i prismet. Dernæst reflekteres det brudte lys ved dråbens bagvæg, inden det igen forlader dråben og ses som regnbuen, tågebuen eller haloen fra iagttageren.

Diffraktion
Her afbøjes lyset på overfladen af bittesmå vanddråber eller iskrystaller. Det spredte lys danner et særligt interferensmønster, hvor nogle lysbølger forstærker hinanden, mens andre udligner hinanden. Resultatet er iriserende skyer med et vandrende og farverigt mønster tæt på solen.

Fænomenet, der er kendt som crepuscularstråler eller 'tusmørkestråler', ses af og til sidst på dagen tæt på solnedgang eller først på dagen nær solopgang, hvis skyer eller bjerge spærrer for solens stråler.

Strålerne dannes, når sollys bag skytoppene oplyser himlen, mens områder af skyerne skygger for solen. På den måde opstår de fascinerende skygge- og lysstråler.

Hvis der er et højt indhold af vanddamp eller støv i luften, træder strålerne væsentlig mere tydeligt frem, og grænserne mellem sollys og 'stråler' af skygge bliver dermed skarpere. I disse dage er mængden af vanddamp i luften over Danmark ekstra høj, hvilket er med til at forstærke de optiske fænomener.

Selvom strålerne ser ud til at brede sig radielt væk fra solen, så er strålerne faktisk parallelle. Når man alligevel ser strålerne brede sig væk fra solen på den måde, så skyldes det perspektivet - fuldstændig som når en vej fortoner sig i et forsvindingspunkt i horisonten.

Når skyerne befinder sig bag horisonten, er det i øvrigt også et fascinerende bevis på, at Jorden er rund. Vi ser nemlig genstande - i dette tilfælde skyer - der skygger for solen, selvom de befinder sig bag horisonten.

I bjergområder kan man også se crepuscularstråler, hvor bjergene kaster en skygge på himlen, som breder sig væk fra solen.

I sjældne tilfælde kan man opleve såkaldte anti-crepuscularstråler, som samles i et punkt på den modsatte horisont i forhold til solen. Ofte opdager man ikke skygge-vifterne, da man vil fokusere på solnedgangen. Man skal have solen i ryggen - og kigge mod den modsatte horisont, for at kunne se dem.

Af og til kan man støde på crepuscularstråler omtalt som 'Guds tommelfinger', men årsagen til de fascinerende stråler har dog en væsentlig mere jordnær forklaring.