Vejr

Over 38 grader i Tyskland - næsten 400 steder med mindst 30 grader

Både i Frankring, Sverige og Tyskland er der desuden sat nye lokale varmerekorder.

Den usædvanlige sommervarme over Danmark fortsætter mandag med uformindsket styrke - og til og med klokken 13 er temperaturen for femte dag i træk nået 30 grader.

Sommerdage 2020

  • 1. juni: 25,5° (København, Vestervig)
  • 2. juni: 26,2° (København)
  • 15. juni: 25,6° (Tylstrup)
  • 16. juni: 27,2° (Kastrup)
  • 17. juni: 26,3° (Store Jyndevad)
  • 18. juni: 26,0° (Vestervig)
  • 19. juni: 26,5° (Tylstrup)
  • 24. juni: 27,1° (København)
  • 25. juni: 29,0° (København)
  • 26. juni: 29,2° (Vestervig)
  • 27. juni: 29,2° (Vestervig)
  • 28. juni: 26,8° (Neksø)
  • 18. juli: 25,5° (Omø)
  • 19. juli: 27,9° (Holbæk)
  • 1. august: 26,8° (Borris)
  • 5. august: 27,3° (Abed)
  • 6. august: 30,8° (Holbæk)
  • 7. august: 32,0° (Borris)
  • 8. august: 31,8° (Store Jyndevad)
  • 9. august: 32,4° (København) 
  • 10. august 31,8°
  • Sommerdage i alt i 2020: 21

Men det er ikke kun herhjemme, at vi i disse dage oplever meget varmt augustvejr.

Både hos vores svenske naboer mod øst og i Tyskland mod syd måles der i disse dage usædvanligt høje temperaturer.

Lørdag havde 381 steder 30 grader eller mere i Tyskland

Den udbredte og langvarige hedebølge kulminerede lørdag i Tyskland, hvor der ved intet mindre end 381 af de officielle tyske vejrstationer blev målt en temperatur på mindst 30,0 grader, eller det, som i Tyskland bliver betegnet som en hededag.

Af de 381 stationer der målte mindst 30 grader, målte hele 147 af dem - svarende til 39 procent - en temperatur på mindst 35,0 grader.

Samtidig var der blot fem tyske vejrstationer, som ikke havde en sommerdag med mindst 25,0 grader. Alle de fem stationer var enten kyst- eller bjergstationer.

Den højeste temperatur overhovedet i Tyskland lørdag blev målt til 38,2 grader i Trier-Petrisberg i delstaten Rheinland-Pfalz. Allerede søndag blev den temperatur overgået, da selv samme station målte 38,6 grader som højeste temperatur. Derudover er der flere steder i Tyskland sat lokale varmerekorder for august.

Det samme er tilfældet i Frankrig, hvor termometret de seneste dage har balanceret på glohede 40 grader.

Lørdag blev der med 36,6 grader i Lille sat nye grænser for, hvor varmt det kan blive i august i den franske by. Søndag blev der flere steder påny sat lokale varmerekorder med op til 39,3 grader i den nordfranske by Creil.

Den absolut højeste temperatur målt i Tyskland nogensinde er 42,6 grader, mens den i Frankrig er ekstreme 46,0 grader. Begge rekorder blev målt i sommeren 2019.

Over 33 grader i Skåne - og tangering af varmerekord i Helsingborg

Søndag kulminerede hedebølgen over Danmark med hele 32,4 grader i København. Men man skulle blot over på den anden side af Øresund for at finde endnu højere temperaturer.

I den skånske by Lund steg temperaturen til hele 33,3 grader søndag eftermiddag.

Det er blot 1,1 grader fra varmerekorden i Lund, som lyder på 34,4 grader.

Derudover blev der i Helsingborg og Kristianstad målt højere temperaturer end i Danmark, med henholdsvis 32,5 og 33,1 grader. De 32,5 grader i Helsingborg er akkurat en tangering af varmerekorden i den svenske by. Rekorden er fra 9. august 1975, og temperaturmålingerne i byen går 71 år tilbage.

I Kristianstad havde man også den varmeste augustdag siden 1975, da der blev målt 33,6 grader i forbindelse med den ekstreme hedebølge i starten af august.

Det var i forbindelse med samme hedebølge, at vi i Danmark fik den gældende varmerekord på hele 36,4 grader.