Vejr

Så fik vi hedebølgens første tropenat

Også i nat er der mulighed for en tropenat.  Eva Kristensen / Seerbillede

Målestationen ved Bornholms Lufthavn var på intet tidspunkt under 20 grader i den varme nat.

Som mange sikkert opdagede sent fredag aften og ud på natten, var der nærmest sydlandske temperaturer. Og den sammenligning er heller ikke taget helt ud af den blå luft. Fredag nat blev nemlig hedebølgens første danske tropenat.

Målestationen ved Bornholms Lufthavn kom på intet tidspunkt i løbet af natten under 20 grader.

Den laveste temperatur blev målt allerede fredag aften klokken 23.10, hvor termometret var nede på 20,4 grader.

- Det er efter alt at dømme skyerne, der har været med til at holde på varmen, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Det regnes for en tropenat, når temperaturen ved en af de officielle målestationer ikke kommer under 20 grader på noget tidspunkt af natten målt fra klokken 20 til klokken 8 den næste morgen.

De to andre bornholmske målestationer ved Hammerodde og Nexø havde henholdsvis 18,1 og 18,4 grader som laveste temperatur i løbet af natten.

Når temperaturen ikke når under 20 grader, kaldes det for en tropenat.

Den laveste nattetemperatur var i Horsens, der var helt nede på 9,8 grader. Den skiller sig imidlertid ud fra de omkringliggende målestationerne. Generelt lå laveste nattetemperatur i resten af Jylland omkring 13-14 grader.

Natten til søndag er der igen mulighed for tropenat. Største chance er på Bornholm og Vestfyn, men også andre steder i det sydøstlige Danmark, hvor prognosen siger 19 grader, kan vippe over og komme op på en tropenat.

I nat kan særligt det sydøstlige Danmark få en tropenat.

Gennem den usædvanligt kølige juli har vi ikke haft en eneste tropenat, hvilket ikke er så underligt, da det blev den koldeste juli i 22 år. Middeltemperaturen var på bare 14,7 grader, og Jylland havde ikke eneste gang over 25 grader i juli.

Til gengæld havde vi en usædvanlig tidlig tropenat allerede natten til den 27. juni.

Nogle fester, andre ligger søvnløse

Med 20 grader vil man kunne være ude hele natten, uden at den karakteristiske danske aftenkulde falder over en, så man skal pakkes ind i trøjer og tæpper.

En tropenat er altså dejlig for udendørs natteravne. For andre betyder varmen, at det kan være svært at sove, og man vrider sig på svedige lagner.

Temperaturen falder særligt inde i landet, hvor der ikke i samme grad er det varme vand til at holde temperaturen oppe.

Varme fra havet

Chancen for en tropenat er størst ude ved kysten, hvis vandet er over 20 grader. Der vil luften, der blæser ind, som regel have den samme temperatur.

I byerne er det typisk dagens strålevarme fra bygninger, asfalt og så videre, der kan sikre en tropenat.

Og så virker skyer som en dyne i sommernatten. De holder på varmen, der ellers ville stråle ud i den klare nattehimmel.