Vejr

Tropisk uvejr har udviklet sig til orkan

En ældre kvinde besigtiger skaderne efter Isaias hærgen i Puerto Rico. Ricardo Arduengo / Ritzau Scanpix

Orkanen Isaias har udløst store oversvømmelser og tager nu til i styrke.

Det tropíske uvejr Isaias har nu udviklet sig til en kategori 1-orkan, og den fortsætter sin kurs mod USA.

Det amerikanske orkanvarslingscenter NHC oplyser, at vindhastigheden torsdag morgen ligger omkring 36 meter i sekundet svarende til 130 kilometer i timen.

TROPISKE ORKANER

Orkaner deles op i kategorier fra et til fem, hvor kategori et i store træk begynder, hvor de værste danske orkaner slutter, mens kategori fem-orkaner i princippet ødelægger stort set alt på deres vej. 

Ifølge nyhedsbureauet AP savnes en kvinde i Puerto Rico. Hun skyllet væk, da hun forsøgte at køre over en oversvømmet bro. Redningsfolk har undsat mindst 35 personer, herunder to spædbørn.

Ellers er der primært tale om materielle skader udløst af de store vandmasser, der følger med uvejret. Pludselige oversvømmelser og jordskred.

De tropiske uvejr kommer altid med store mængder regn, og når vi når op i orkankategorierne, begynder vinden også at være farlig.

Den kraftige storm har også gjort det af en stor bambusbeplantning.

Ved kategori 1 begynder store grene at knække af, store træer kan vælte og hustage blæse ned, mens selve bygningerne normalt vil blive stående.

Flere hundredtusinder stod uden strøm på Puerto Rico efter Isaias.

Uvejret har afbrudt strømmen til 400.000 mennesker og vandforsyningen til 150.000. Samtidig er 14 procent af mobilnettet blevet ødelagt.

Mange mennesker i Puerto Rico lever stadig i huse, der er nødtørftigt repareret efter orkanen Maria i 2017.

- Jeg troede ikke, den ville blive så kraftig, siger 22-årige Jose Pagen til AP. Hans hjem blev lettere oversvømmet.

- Det er en svær situation, for den minder os om Maria, fortsætter han.

Under uvejret har mange veje stået helt under vand. Nu skal mudderet væk.

Den 40-årige ingeniør Alan Rivera fortæller, at vejen foran deres hus blev forvandlet til en svulmende flod. Det oplevede de ikke engang under Maria.

Nu trodser familien coronatruslen og flytter ind hos hans forældre.

De store vandmasser tvang myndighederne til at åbne for dæmningens sluser.

- Vi er nødt til at løbe den risiko. Der er ikke noget alternativ, siger han.

Vest for Puerto Rico i Den Dominikanske Republik har myndighederne kørt rundt med højttalervogne for at få folk til at søge i sikkerhed.

En gruppe surfere er anholdt for at overtræde et udgangsforbud og udsætte sig selv for fare. Også i Den Dominikanske Republik har der været store oversvømmelser og jordskred.

En brandmand er ved at rydde op efter Isaias i Den Dominikanske Republik.

Tropiske storme og orkaner navngives alfabetisk, og Isaias er den hidtil tidligste med begyndelsesbogstavet I. Dermed har den slået kategori 2-orkanen Irene fra 7. august 2005.

- Vi har ikke set så mange navngivne storme så tidligt på året før. Det viser, at det er en usædvanlig aktiv sæson i år, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

En mand går gennem den silende regn i Santo Domingo.

Seneste navngivne tropiske orkan var Hanna, der sidste uge ramte blandt andet Texas og Mexico. Hanna var ligeledes en ny rekord, da den slog det hidtil tidligste H-uvejr med 11 dage.

Senere fredag forventes Isaias at ramme Bahamas, der til dels stadig døjer med efterveerne af kategori 5-orkanen Dorian, som kostede 70 mennesker livet på Bahamas sidste år.

Regnen er alt for kraftig til, at den kan nå at komme væk i hverken kloakker eller ved almindelig nedsivning i jorden.

Lørdag forventes Isaias at gå videre mod Florida.

Den kan i nogle områder undervejs give op til 250 millimeter regn på meget kort tid. Det svarer til en tredjedel af den regn, der falder over Danmark på et helt år.

Hvis Isais optager mere energi fra det varme havvand undervejs, kan den ramme USA som en kategori 2-orkan, selvom det lige nu tegner til at blive som en kategori 1.

Uvejret dækker et enormt område.
Isaias har forladt Den Dominikanske Republik i form af en storm.
Det mest sandsynlige scenarie for Isaias' videre færd.