Vejr

Sommeren er fortsat på pause

​Drivende skyer kommer til at give vilkårlige byger på en meget blæsende onsdag. 

Onsdag bliver på mange måde ugens vejrmæssige lavpunkt med masser af blæst og byger. Dermed fortsætter juli i sin vante gænge. Til gengæld bliver de kommende dage gradvist mere og mere sommerlige.

- Det er en strid vejrsituation, der er lidt usædvanlig for årstiden. Det bliver en dag med blæst og byger. Sommeren er fortsat sat på pause, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Følg regnen på TV 2's radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. 

Følg regnen her

Vinden bliver jævn til hård, og ved kysten kan der komme vindstød af stormende kuling og helt lokalt stormstyrke.

Vejret skyldes, at Danmark ligger klemt inde mellem et lavtryk mod nord og et højtryk mod syd.

Bevæger sig mod øst

- Dagens temperaturer kommer til at ligge mellem 15 til 19 grader, og som altid, når vi har en vejrmæssig situation som nu, vil det være varmest mod øst, siger Thomas Mørk.

Det drypper allerede nogle steder her til morgen, og kortvarige byger kommer til slå ned dagen igennem.

Bygerne kan blive intense, men de driver med vinden og vil være relativt hurtigt overstået. Af samme grund er det svært at forudse, hvor og hvornår de rammer.

Skyerne bevæger sig med cirka 70 kilometer i timen, og dermed kan bygerne også hurtigt blæse væk over os.

Helt lokalt kan der blive tale om stormende kuling i løbet af eftermiddagen.

Selvom det absolut ikke bliver en sommerdag, vil der være lidt sol mellem de drivende skyer.

Situationen bliver relativt ens hen over landet. Det bliver mest blæsende i Nordjylland og i Nordsjælland.

- Man kan sige, at sommervejret når et lavpunkt onsdag. Til gengæld går det fremad på alle parametre mod fredag og lørdag, hvor det kan blive sommervejr for en stund, fortæller Thomas Mørk.

Torsdag bliver mest tør, og fredag bliver varmere med svag vind og masser af sol. Lørdag bliver ugens højdepunkt med op til 25-26 grader.

Allerede lørdag aften går det imidlertid galt igen. Endnu en koldfront skal ind over landet, og temperaturen vil nå omkring 20 til 22 grader på ugens sidste dag, og så er august tilbage i sporet med sommervejret, som vi kender det fra juli.