Sommerlig dag vil blive ramt af byger
Bygerne når først de østlige egne i aften.
Selvom den nye uge er startet med relativt pænt vejr fra morgenstunden, så varer det ikke længe, før byger bevæger sig ind over Danmark fra vest.
I første omgang vil bygerne over middag kunne ramme Jylland, og selvom ikke alle bliver ramt af byger, vil det samtidig blive mere overskyet. Derfor vil oplevelsen af vejret mandag eftermiddag være gråt med kun enkelte solstrejf i den vestlige del af landet.
Samtidigt kan man i den østlige del af landet fortsat nyde det pæne vejr med perioder med solskin og temperaturer, der kan stige til 22 eller måske endda 23 grader. Da vinden indtil først på eftermiddagen ikke vil være særlig kraftig, vil man sagtens kunne opleve vejret som ganske sommerligt, selvom solen ikke kommer til at skinne fra en skyfri himmel.
Byger breder sig til hele landet
Det er dog bygerne over Jylland, der i dagens løb ender med at brede sig til en større del af landet. Først på eftermiddagen vil bygerne være nået til store dele af det jyske, og i eftermiddagstimerne vil de også have bredt sig til Fyn.
I aften vil bygerne have bredt sig til de østlige egne, men der vil fortsat også være længere perioder med tørvejr. Til gengæld vil himlen efterhånden være mest grå, og kun på Bornholm vil der fortsat være mere sammenhængende perioder med solskin.
I aften blæser det tilmed også op fra sydøst, så efterhånden vil sommerfornemmelserne være blæst væk.
De kommende dage bliver det fortsat ustadigt og blæsende, men frem mod weekenden ser vejret mere stabilt og varmere ud.