Vores jord

Ny varmerekord på Svalbard

Svalbard er den allernordligste del af det norske kongerige. Lørdag var den også en af de varmeste.  Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Den arktiske øgruppe Svalbard havde lørdag 21,7 graders varme målt for første gang nogensinde.

Mens sommeren herhjemme ikke byder på imponerende varmegrader, forholder det sig anderledes på Svalbard mere end 2400 kilometer nord for Danmark.

Her sneg termometrene i Longyearbyen sig sidst på eftermiddagen lørdag op på 21,7 grader, og dermed er der sat ny varmerekord for øgruppen.

De 21,7 grader skal ses i forhold til en normaltemperatur på kun 6,2 grader om sommeren på Svalbard.

Der har kun én gang tidligere været målt over 20 grader på Svalbard, og det var for 41 år siden den 16. juli 1979.Dengang kom temperaturen op på 21,3.

Meteorolog ved TV Vejret Andreas Nyholm forklarer, at de høje temperaturer er lidt af en meteorologisk tilfældighed. Svalbard ligger netop nu mellem et højtryk over Barentshavet og et lavtryk tæt ved Tromsø.

- Ingredienserne til en rekord er på plads. Luftmassen, der strømmer op over Svalbard i 1500 meters højde, er cirka 15 grader varmere end normalt, siger han.

Den varme luft kombineret med rolige vindforhold og godt med sol fik temperaturen til at stige dagen igennem for at nå det nye højdepunkt mellem klokken 17 og 18.

Den varme luft fra Rusland strømmer op over den norske øgruppe.

I nat lå temperaturen stadig på 20 grader klokken to, så varmen har fortsat fat. Svalbard ligger nord for polarcirklen og har stadig midnatssol, hvor solen ikke går ned under horisonten i løbet af natten.

- De næste dage er der fortsat basis for sol og temperaturer over 20 grader. Så rekorden kan risikere at blive slået igen en af de næste dage, forklarer Andreas Nyholm.

Temperaturen stiger i Arktis

Andreas Nyholm understreger, at man ikke kan udpege enkelthændelser som direkte udløst af klimaforandringerne, men sandsynligheden for varmerekorder stiger i takt med den globale opvarmning.

Og det er blevet varmere på den arktiske øgruppe.

- På 50 år er middeltemperaturen steget fire grader på Svalbard. Det er faktisk det sted på jorden hvor klimaforandringer går hurtigst, slutter Andreas Nyholm.