Vejr

Sommerligt vejr i vente med sol og op til 24 grader

De kommende dages sommerlige vejr kan måske få lokket mange til stranden (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Temperaturen fortsætter med at stige frem til sidst på weekenden - og søndag bliver den varmeste dag i denne omgang.

Efter en kølig, blæsende og regnfuld start på juli er der nu endelig udsigt til noget, der minder om sommervejr.

Det sommerlige vejr bliver dog hverken lige varmt eller lige solrigt i hele landet, og de kommende dages solstråler og varmegrader skal nydes efter devisen: "Lidt er bedre end slet ingenting".

Og det gælder om at nyde det, så længe det varer. Allerede efter weekenden skifter vejret igen til det kølige og ustadige vejr, som vi har lige nu.

Over 20 grader inden weekenden

Torsdag og fredag bliver det gradvist mere solrigt og varmere.

Torsdag kan der stadig komme en enkelt lokal byge, men det bliver overvejende solrigt de fleste steder, og temperaturen når op mellem 18 og 20 grader.

Fredag aftager vinden, og det bliver en både rolig og solrig dag med temperaturer, der kommer op mellem 20 og 22 grader. Varmest bliver det i den sydøstlige del af landet.

Prognose: Temperatur fredag klokken 16.

Varmest søndag

Hen over weekenden vil man især i den østlige del af landet få det helt sommerligt.

Temperaturerne vil lørdag nå op mellem 20 og 23 grader, og i den østlige del af landet er der gode chancer for solrigt vejr, mens det i Jylland i perioder kan blive mere skyet.

Langs Jyllands vestkyst bliver det tilmed mere blæsende med en op til frisk sydvestenvind, mens resten af landet fortsat får rolige vindforhold.

Prognose: Temperatur søndag klokken 15.

Søndag truer både skyer og lidt regn i den nordvestlige del af landet, mens man længere mod sydøst kan se frem til endnu en sommerlig dag med sol og temperaturer mellem 20 og 24 grader.

Prognoserne er ikke helt enige om, hvornår det sker, men fra sidst på søndagen ser det ud til, at en front skal passere gennem landet med regn, og mandag vil vi efter nogle sommerlige dage antageligt atter stå op til relativt køligt og mere blæsende dansk sommervejr.

Vejret de næste fem dage.