Vejr

Der er udsigt til sommerligt vejr i næste uge

Solskin, varme og svag vind - det får danskerne til havet. Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Denmark

Tirsdag og onsdag bliver regnfulde, men herefter kommer der varme og solskin til Danmark.

Det er snart tid til igen at finde sommertøjet og badetøjet frem. Tirsdag og onsdag skal man dog have en paraply i nærheden, men herefter kommer så det vejr, mange ønsker sig.

Syvdøgnsskema af uge 29 fra 13. til 19. juli 2020

Mandag bliver lidt en gentagelse af vejret søndag. Dog med små forbedringer. Det holder stort set tørt, og vinden aftager en smule. Termometrene når op mellem 17 og 20 grader.

Der vil være perioder med sol, men også lange perioder, hvor skyer dominerer på himlen.

Prognose mandag klokken 15.

Regn - og så bliver det godt

Tirsdag begynder med sol i de østlige egne, og her kan temperaturen igen nå op på 20 grader. Regn fra vest vil i løbet af dagen brede sig til hele landet.

Vejrkort tirsdag middag.

Tirsdagens front vil i høj grad præge de østlige egne onsdag. I Jylland bryder solen igennem, men særligt om eftermiddagen kan der også komme kraftige byger. Lokalt ventes der tirsdag og onsdag at falde mellem 20 og 30 millimeter regn. Normalt falder der 66 millimeter regn i juli måned.

Prognose af regn tirsdag og onsdag.

Torsdag bliver vejret meget bedre med nogen sol. Temperaturen vil flere steder nå op over 20 grader. Prognoserne peger dog på, at der kan komme stedvise byger, som lokalt kan være kraftige.

Så kommer solen

Prognose af temperatur fredag 17. juli

Et højtryk fra vest sørger for ret rolige vindforhold i slutningen af ugen. Fredag ser umiddelbart bedst ud. Fredagens vejr vil sikkert få mange til strandene. Svag vind, 20 til 23 grader og meget sol.

Fredag ser ud til at blive ugens bedste badevejrsdag

Vejrudsigten for weekenden er mere usikker, men det tyder på, at den kan blive ganske pæn. Det vil antageligt være med meget solskin i morgen- og formiddagstimerne. Om eftermiddagen og først på aftenen vil der optræde flere skyer, og især søndag kan det resultere i lokale byger.

Temperaturerne vil nok placere sig mellem 18 og 23 grader.