Vejr

Langtidsprognoser peger på sommervejr - men det har lange udsigter

Langtidsprognoser peger på, at vejret igen bliver sommerligt. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Køligt vejr den næste uge, men herefter peger prognoserne på sol og sommer.

Den seneste tid har mere lignet efterår end sommer. Heldigvis peger prognoserne på forbedring i vejret - især på den lange bane.

Den næste uges tid vil temperaturen fortsat ligge under det normale, og især på fredag kan vejret blive særdeles ubehageligt. En prognose har blæst og voldsom regn på programmet fredag, mens en anden placerer uvejret syd for Danmark.

Femdøgnsprognose fra 9. juli til 13. juli 2020

Herefter er prognoserne sikre på, at vejret forbedres i weekenden. Lørdagen begynder blæsende, men vinden aftager og bygerne bliver få. Søndag eller mandag kan man i Østjylland eller Østsjælland nå op på 20 grader.

23 prognoser af temperaturen 1,5 km over Slagelse. Temperatur i 1,5 km's højde bruges i stedet for overfladetemperatur fordi daglig variation og afhængighed af vindretning bliver mindre. Den røde linje viser det normale, og den hvide linje er middelværdien af alle prognoserne.

Ovenstående grafik viser en samling af prognoser fra det amerikanske regnecenter GFS. Bemærk den hvide linje, som er gennemsnittet af alle prognoser. Den er støt opadgående. Ni dage fremme når middelprognosen højere op end det normale og er fortsat opadgående.

Prognoser peger på behageligt sommervejr i uge 30.

Sommervejr og måske 25 grader i uge 30

Fra omkring 20. juli ligger gennemsnittet af prognoserne nær 10 grader i 1,5 kilometers højde. Det får som tommelfingerregel vores termometre til at vise cirka 25 grader i eftermiddagstimerne. Det lyder godt, men det skal bemærkes, at usikkerheden i prognoserne er ret stor (bemærk spredningen i prognoserne på ovenstående grafik).

Det varmere vejr skyldes højtryk

Det er et højtryk, som sørger for bedre vejr i weekenden. Tendensen i langtidsprognoserne er højere tryk over Danmark de kommende uger.

En hedebølge indtræffer når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Hedebølgen bliver ikke afbrudt, hvis der skulle være en enkelt dag med under 28 grader, når blot middeltemperaturen holder sig over de 28 grader.

En varmebølge er defineret på samme måde som hedebølgen, blot skal middeltemperaturen her overstige 25 grader.

Højtryk over Danmark om sommeren hjælper på alle vejrparametre. Det blæser mindre, og der kommer mere sol. Det er netop derfor, temperaturen ser ud til at stige til behagelige varmegrader.

Behageligt sommervejr, men ingen hedebølge

I slutningen af juni oplevede Vestjylland hedebølge. Det kræver udover sol og højtryk, at varmere luftmasser fra Sydeuropa trækker op til vore breddegrader. Men det viser prognoserne ikke.

Alligevel er der god grund til optimisme, selvom usikkerhenden i prognoserne stiger, og de helt høje sommertemperaturer udebliver. Pilen peger på behageligt sommervejr i sidste halvdel af juli.